Morning Glory

Indledningsvis er der ikke noget der tyder på, at 'Morning Glory' har noget særligt at byde på. Vores hovedperson Becky (Rachel McAdams) lægger stærkt ud med at være påtaget charmerende og klumpe-dumpe-kikset-klodset-hjælpeløs-og-så-alligevel-ikke, på den der ualmindeligt anstrengende Bridget Jones-agtige måde.

Udover at være kikset er hun også ambitiøs, og drømmer om at stige til tops som tv-producer. Da hun mister sit job på den lokale tv-station, ser det sort ud, men så får hun tilbuddet om at blive producer på det mildest talt underlødige og kriseramte morgenshow Daybreak i New York.

Men det er en kamp op ad bakke. Den talentmasse hun har til sin rådighed er enten af tvivlsom kvalitet, eller udbrændt og gnaven, og gode råd er dyre. Men Becky ånder og lever for sit arbejde, og giver selvfølgelig ikke op.

Som filmen skrider frem, bliver hun dog mindre karikeret, og det hele bliver meget mere interesant. Ikke mindst på grund af de besværlige værter, Colleen og Mike, hun skal samarbejde med, og som spilles solidt og med stor humor af henholdsvis Diane Keaton og Harrison Ford.

Colleen er småskør og småbitter over aldrig at være blevet rigtig kendt, og Mike er en tidligere prisvindende journalist (og Beckys idol), der har svært ved at forlige sig med at han skal ende sine dage på morgen-tv. Her er det så at Becky, med sit charmerende væsen, skal samle tropperne og vende skuden. Og selvfølgelig også helst blive lidt klogere.

Filmens charme og kvalitet ligger i at den ikke er overdrevent poleret eller selvhøjtidelig. Og så er det befriende at det faktisk ikke (primært) er en romantisk komedie. Når den er allerbedst og sjovest, leder den derimod tankerne tilbage på (og genopfinder?) screwball-komedien, og det er både forfriskende og overraskende.

'Morning Glory' er ikke en stor film – langt fra. Men den vinder, på trods af klicheer og adskillige irritationsmomenter, ved nærmere bekendtskab, og man ender med helt at holde af den – måske netop fordi den er så uperfekt.