Når dyrene drømmer

Det ligger i generne. For nogen skal det undertrykkes, for andre udfoldes. Her i Jonas Arnbys debutfilm manifesterer det sig med det der dyriske snit, der både foruroliger og fascinerer.

Det begynder med blodigt udslæt og underlig hårvækst, dunkende puls og øget pirrelighed. De holder øje med Marie (Sonia Suhl) – ikke kun faren (Lars Mikkelsen) og lægen (Stig Hoffmeyer), faktisk hele provinssamfundet. For der er noget i morens (Sonja Richter) gener, som Marie ikke ved – før hun får fingre i en lægejournal og begynder at lære sig selv og sine drifter at kende.

Arnby har skabt en perfekt stemning af afsondret nordjysk fiskerflække, hvor man ikke skal vise for mange særtræk, før man bliver tacklet som outsider. Især som kvinde skal man passe ind og ikke være uregerlig. Om det er mentalitet, temperament eller dyret, som Marie repræsenterer. Når det udfolder sig, betvivler man ikke, at det er ligeligt fremprovokeret af de enfoldige provinsfolk og Maries selvforstærkende udtrykstrang. En stærk og smuk metafor, der har sin helt særlige brutale retfærdighed.

Men i stedet for at udforske det stærke selvværd, som Marie allerede har vist, går dannelseshistorien ad den seksuelle vej og udruller Maries forandring fra uskyld til moden. De tre ungersvende (Jakob Oftebro, Mads Riisom, Gustav Giese), der bejler til Marie på hver deres infantile maner, er desværre ret stereotype – og henimod den blodige finale går der teen-kærlighed i de ellers så interessante dystre drifter.

De spinkle handlingsmønstre bidrager til mystikken, ligeså den insisterende stil af begrænset dialog. Især fordi det visuelle og musiske er så stemningsmættet – ikke overraskende at Arnby tidligere har lavet musikvideoer og reklamefilm. Både filmen og debutanten Sonia Suhl er rå og saftig som ’True Blood’, og samtidig så poetisk og tankevækkende som ’Lad den rette komme ind’. Sidstnævnte er blandt de bedste i Nordic Horror-bølgen, hvor ’Når dyrene drømmer’ bestemt også hører til.

Titlen er lyrisk i sin dragende mystik. For hvad drømmer de om, disse dyriske skabninger? Selvfølgelig at blive accepteret og elsket trods deres utæmmede natur. Ikke så meget nyt der, men Arnby og hans manus-partner Rasmus Birch får alligevel formidlet en vinkel af selvværd og selvforståelse, som hylder lysten og modet til at være sig selv trods forskellighed. Og så er det endnu sværere at lave om på sin genbestemte natur. Så har man bare lyst til at hvæse den ud i verden!