Om guder og mænd

Frankrig og Algeriet har gennem tiden haft et særdeles turbulent forhold. Men det hele er ikke kun skidt.

'Om Guder og Mænd' beretter historien om syv franske munke, der bebor et kloster fuldt integreret i en lille muslimsk algiersk bjergby. Munkene helbreder de syge, vejleder de unge og fungerer næsten som bedstefædre for de små. Det var solstrålen.

Men udefrakommende religiøs ekstremisme slår skår i harmonien og munkene får valget mellem flugt og død.

Eksistentialisme er i høj grad en nærtliggende tematik, og som klosterlederen Christian siger til ekstremisten Fayatti: “Jo, jeg har et valg.”

Filmen balancerer smukt mellem dvælende dagligdagsscener i det romantiske Nordafrika og munkenes indre kvaler, for hvilket valg har de egentlig? Er de fuglene på grenen, som ikke ved om de skal synge eller flyve, eller er de selve grenen - som det så poetisk formuleres i en af de mange rådslagninger.

'Om guder og mænd' er centreret om dette dilemma, der åbner op for munkenes personlighed, for pludselig bliver der sat spørgsmål ved, hvorvidt de hovedsageligt er tjenere af Gud, privatpersoner eller måske ligefrem rebeller.

De ønsker ikke at opsøge martyriet, men de vil heller ikke flygte fra deres forpligtelser, og hvilket liv har de overhovedet at vende tilbage til i Frankrig?

Der er masser at forholde sig til, men trods smukke billeder og en nærmest sjælelig ro, skurrer det lidt, at skildringen af et så godt som fordomsfrit mikrosamfund er meget lidt fordomsfri.

Hele fortællingen om tro, håb og kærlighed er delvist forvansket af et produktionsmæssigt snævert perspektiv på, hvad der er godt og ondt, og denne udstilling og fordømmelse af rigtigt og forkert klæder ikke den aktuelle debat.

Det burde være mere subtilt og måske også skildret på mindre end to timer.