Mon roi

Livet er bestemt ikke for kort til franske kærlighedsfilm, som nogen ellers vil påstå. Men denne er ikke bare lang, den er også lige så interessant som en crème brûlée, der har stået på buffeten natten over. Altså, man kan godt, men det er mere en skyldig fornøjelse end noget andet.

Tony (Emmanuelle Bercot) og Giorgio (Vincent Cassel) mødes på en natklub, bittersød musette-musik opstår mellem advokaten og levemanden. De næste ti år bruges på at elske, skændes, håbe, lide og måske holde fast i den kærlighed, man følte i starten, også med gæld, graviditet og gud ved hvor mange samtaler om l'amour.

Der kommer et punkt i denne meget franske film, hvor man sidder og ser på det elskende pars postulerede kærlighedserklæringer og tænker: Er det egentligt ikke meningen, at jeg skal føle noget her? Og så ikke gør det. 

Man er dog hurtigt forbi det punkt, fordi instruktøren hele tiden smider scene efter scene efter de to, der skruer op for franskheden. Masser af dialog, masser af vin og drama, som er masser af ingenting, når man egentlig tænker efter.

Giorgio er naturligvis ikke en drømmeprins. Tony er ikke en kølig karrierekvinde eller et offer for kærligheden. Parret søger begge det hos hinanden, som de ikke har, og får det. Og alligevel duer det ikke. Hun tænker tilbage på alt det, hun har været igennem for sin konge, mens hun ligger rekonvalescent efter en ulykke. Hvert eneste blik ud på det glitrende hav ved kurstedet, fører hende tilbage i tankerne. 

Man skal aldrig dømme en film efter, hvad den kunne være blevet. Man må se på det, der blev. Men instruktør Maïwenn kunne sagtens have delt den i to. Den veluddannede kvindes heling og venskab med de yderst charmerende yngre lømler med skader, havde været en fin film i sig selv. Kærlighedsdramaet en anden.

Det ER en meget smuk film, ’Mon roi’. Emmanuelle Bercot er glimrende – og vandt prisen for bedste skuespillerinde på Cannes Film Festival sidste år. Og Vincent Cassel er drøncharmerende med sit umulige fjæs, mens han skuespiller på livet løs, og er vred, forelsket, for meget, fortvivlet og angrende. Men næste øjeblik er han væk i en ny scene. Ç'est la vie.