pixel

Omstigning til Paradis

  • Skuespilhuset
  • 4.02

Fakta

DRAMA
15. oktober 2015 – 16. januar 2016

Skuespilhuset

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Råt for usødet og med fuld smæk på seksualiteten. Den nyklassiske omstigning til et bedre liv er mere end nogensinde præget af selvbedrag, hvor der er skruet godt op for desperat-volumenen.

Tennessee Williams’ mesterstykke fra 1947 har fået en moderne overhaling af den dansk-islandske instruktør Egill Pàlsson, og selvom de hede sydstater er erstattet af det kølige, grå nord, så flyder de våde væsker stadig lystigt. Først og fremmest sprut, sved og vand – og de har alle seksuelle under- og overtoner.

Pàlsson har strippet historien for det mest sofistikerede, men mest af alt karaktererne, og tabermentaliteten lamenterer sin håbløshed i den dunkle scenografi med enkelte, skarpe lysspots. Kaotisk proppet med slidte lædersofaer, billige skabe og senge Ikea-style, spisebord a la Jysk, træningsbænke, papkasser og andet rod drejer den store scene rundt som i limbo. Absolut ikke det paradis, nogen drømte om, og desillusionen har for længst taget over.

At skifte livsbane er ikke spor nemt, når man er trådt ned af normalitetsmønstre og samfundsdegeneration. Det trygge liv er skredet i finanskrisen, og Afghanistan-krigen har skudt traumer på krop og psyke. Kønsrollerne skranter, og når man(d) skal hævde sig, går flugtvejen ind i de mest basale instinkter, såsom sex og vold.

Med til at sætte den heftige stemning er musiker Kalle Mathiesen, der huserer midt på scenen med trommer og guitar, som forstærker tale, kropssprog og statiske traumer. En ovenud velfungerende og nyskabende ide, der endda interagerer med karaktererne indimellem. Aldeles pirrende i Blanche og Stanleys første scene, hvor de seksuelle spændinger sparker gang i deres kønskamp.

”Stellaaaaaa!” Har man først hørt og set det desperate mandeskrig i skikkelse af Marlon Brando, har man svært ved at forestille sig en ligemand. Brando ER Stanley Kowalski, med en enestående sårbarhed i machoen. Men Peter Plaugborg er et forrygende råt handyr, så forbandet provokerende og farlig i sin pumpede overkrop, som de tikkende krigsbomber han har omgået. Han er nøgen i mere end en forstand, og de få øjeblikke med tilløb til ømhed er så hudløse at det gør ondt i sjælen. Også for den skønne Stella (Signe Egholm Olsen), der skal stå imod hans aggressive desperation.

Denne moderne mand kan ikke leve uden sin kvinde, der elsker ham ubetinget. Den bekræftelse er en afgørende del af hans manddom. Når den trues, reagerer han med vold, den magtmetode han kender fra krigen. Sådanne sandheder konfronterer Blanche ham med, og det er stærkt tænkt at spejle deres forbitrelse og lade seksualiteten styre det afsluttende magtspil. Det fungerer bare ikke helt.

For hverken Pállson eller Charlotte Munck har helt fat i Blanche-karakteren. Pállsons aggressive tilsnit passer ikke med Muncks afvæbnende naturlighed, og karakteren flader ud i de livsløgne, Blanche klamrer sig til. Endnu mere problematisk er det, at hun er rippet for den skrøbelige dårskab, der er genialiteten i Blanche, og den der fører til hendes sidste omstigning. Som iøvrigt også er forsimplet i forhold til originalen.

Der bliver selvfølgelig vrålet igennem i denne moderne ’Omstigning til Paradis’, men forestillingens grumme forråelse gør også at man mister meget af Tennessee Williams’ klassiske lyrik. Som altid er der ingen lette løsninger hos Williams, og selvbedraget lever i bedste velgående.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Danish Design
4.02

Bellevue Teatret
The Juliet Letters
4.02

CPH Opera Festival
Don Juan
5.04

CPH Opera Festival
Richard III
4.02

HamletScenen
4.02

Niels Lan Doky International Jazz Collective

seneste
film

Once upon a Time... in Hollywood
5.04

Quentin Tarantino
Carmen og Lola
3

Arantxa Echevarría
Midsommar
5.04

Ari Aster
The Sisters Brothers
5.04

Jacques Audiard
close logo

Fra 7. juni 2019 kræver det medlemskab at læse med

Bliv medlem af Magasinet KBH — fra kun 20,-/md.