Othello

  • Skuespilhuset
  • premiere 22. september 2017
  • 4.02

Fakta

DRAMA

22. september – 4. november 2017

Skuespilhuset

Er der forskel på mandlig og kvindelig jalousi? Er besiddertrangen lige stor? Tilgivelsen lige umulig? Det er rigtig interessant at lade en kvinde være den mauriske militærmagt i Shakespeares ’Othello’, men det tager fokus fra de oprindelige temaer om racefordomme og anderledeshed. 

Det er klassisk Elisa Kragerup, når kønnene bytter roller, kropsligheden øges og den spotske humor dominerer. Og så den sorte sværte, som denne gang synes lidt for symbolsk i forhold til mørkesindet og samtidig underligt modstridende racetemaet. For hvem dyrker mørket, hvem forføres af sværten, og hvornår bliver det modvilligt? Det giver bare ikke mening at alle er sortet til, når flere åbenlyst er uskyldige.

Og selvfølgelig er mænd og kvinders sind forskellige. Ligegyldigt hvor meget maskulin ambition, magt og respekt en kvinde manifesterer, vil der altid være mere sårbarhed, fysisk som psykisk. Othello har altid været god og retsindig, men som kvinde dirrer naiviteten (forstærket af hvidt tøj) og desværre også hysteriet i Lila Nobels fortolkning – og helt uden den humor og seksualisering der styrer de fleste andre karakterer.

Othello har scoret Desdemona (Sicilia Gadborg Høegh), som gør alle mændene godt gejle, og med Jagos udspekulerede intriger ender med at gøre Othello sindssygt skinsyg. Hun begår sig ellers fint mellem de nøgne overkroppe som deres general, men når de skjuler deres hensigter under tøj kan hun ikke afkode dem. 

Jonas Flys fremragende scenografi er flot og fascinerende: Hundredevis af mørke habitter på opdelte stativer fra gulv til loft. Symbolet på den mandeverden af usagte regler og usynlige alliancer, som hun skal lære at forstå og mestre. Mænd som kvinder – oftest lettere afklædte og spændt fast i reb og karabinhager – klatrer rundt i tøjmylderet, undtagen Othello.

Humoren rykker især i underlivet hos Cassio og Rodrigo, der manipuleres af Jago til hver deres skæbnesvangre rolle i Desdemonas liv. Cassio er som skabt til at gøre kvinder utro, og Peter Plaugborg er igen eminent i sin kropslighed når han er konstant kysseklar, klapser damerne bagi og rykker ustadigt med underlivet. Og Peter Christoffersen gør Rodrigo elskelig, trods en uforstandig tullet fremtoning. De er dog udmærkede eksempler på den anderledeshed, som Othello-kvinden mangler lidt.

Men Jago stjæler de fleste scener, han er en fantastisk skurkekarakter, måske den mest velskrevne i Shakespeare-regi. Så underspillet i sit magtbegær og så snu i den kærlighedsintrige han improviserer undervejs – og Jens Jørn Spottag er formidabel, selv når han sværter sig ind og svinger hofterne til Jeanett Albecks yderst feminine sang- og musiktoner.

’Othello’ er en drabelig kærlighedshistorie med store, smukke ord, og Niels Brunse brillerer igen med en oversættelse, der indimellem har moderne bid af sex og skældsord. Kragerup kender sin velfungerende virkemidler, men skal nok snart forny sig lidt. Hendes maurer-opgør er ikke helt så tematisk stilsikker som vanligt, men stadig ret underholdende i karakter og udtryk.

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

3

Operaen
4.02

Den Jyske Opera
4.02

Teater V
4.02

Anemonen
3

Betty Nansen Teatret

seneste
film

4.02

Max Kestner
5.04

Yorgos Lanthimos
4.02

Geremy Jasper
5.04

Christina Rosendahl
close logo

Vi overlever for mindre end prisen på en kop kaffe

Kære læser, støt Magasinet KBHs arbejde ― fra kun 20 kr. / måned