The Art of the Fugue

Så flygtig og alligevel så inderlig som en infinitet. Som noget ubestemt og ufuldendt, der bliver ved med at skabe følelser og vække forundring. Så uendeligt smuk - og en øjeblikkelig nyklassiker.

’The Art of the Fugue’ er bevægelser af opbrud og frigørelse, billeder af kosmisk rummelighed samt toner der flugter, forveksler og forbinder. To kunstarter, der genspejler hinanden helt vidunderligt, og selve forestillingen rør mindst ligesåmeget som historien bag. 

Ukrainske Alexei Ratmansky var igang med at skabe denne koreografi til Bolsjoj-balletten i Moskva, da Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine. Resolut rejste han og forbød teatret at danse hans balletter, så længe Rusland fastholdt krigen. Tre år senere er han tilbage i København - hvor han har været (solo)danser 1997-2004 - og har færdiggjort sit nyeste balletværk til Den Kongelige Ballet.

Titlen refererer Johann Sebastian Bachs sidste storværk ’Fugaens kunst/Die Kunst der Fuge’, som han arbejdede på i 15 år, men ikke fik færdiggjort inden sin død. Det er ikoniske, storslåede toner, der ikke umiddelbart kalder på ballettrin. Men præcis som med en af undertegnedes yndlingsballetter: Roland Petits ’Le Jeune Homme et la Mort’, bliver det helt forunderligt og intenst.

I klassisk musik er en fuga komponeret med gentagelser og variationer over et primært tema, og denne sidste Bach-fuga søger kunsten i ganske meditative og hypnotiske termer. Men den musikalske indstudering af Bo Holten er ret genial - Bach havde ikke selv valgt instrumenter - med variation i fem klangdele: klaver, blæserkvintet, cembalo, strygertrio og firstemmigt operakor.

Især cembaloet føles fornyende i balletuniverset og helt fortryllende er også Musica Fictas tenor/bas/alt/sopran-toner. Men alle musikere skaber nærvær og forbindelse til danserne, der imponerer med flotte flydende bevægelser og trin, gentagende svaj og spring, og oftest i heftige tempi og kombinationer af mange dansere. Det er både klassisk og moderne, for Ratmansky elsker Balanchine (fra sin tid på Det Kongelige Teater) ligesom han er anerkendt for sine moderne ideer.

Det kongelige balletkorps får virkelig lov at udfolde sig i al hengivenhed - både de erfarne og de nye - så dynamik, balance og stamina er helt unik, nærmest helt organisk. Soloherren som en form for fortæller, pas de deux’erne i deres lykkebobler, som indimellem opsluges af de store ensemblestykker, oftest delt i dame- og herrerækker. Det er en overdådighed af balletkroppe og musikalsk magi, der flyder sublimt sammen.

Alt spiller i vidunderlig harmonisk æstetik - den nære og den universelle - musik, dans, kostumer, scenografi og lysdesign. I første akt gyldent og farvesprælsk som solen, og i anden akt mere sølv og dunkelt som månen. Enkle, rolige sceneopbygninger og -skift, med fine signifikante detaljer, så fokus forbliver i dansen og musikken. Dybt fascinerende som helhed og i detaljerne. 

Fuga (på latin) betyder flugt, og det bliver en del af temaet i forestillingen, dog meget åbent og frit. Som når flugten og frigørelsen smelter sammen vis musik og dans. Begge værker var uafsluttede og Ratmansky markerer det med en slags uendelighed, når han i sidste del lader operakoret stoppe sangen pludseligt - der hvor Bachs komposition stopper - og lader balletdanserne trippe videre. De danser stadig da tæppet går ned og skaber den infinitet, som forestillingen så smukt og insisterende har bygget op til.

’The Art of the Fugue’ er to kunstarter, der genspejler hinanden så smukt og vidunderligt - og det må blive en øjeblikkelig nyklassiker. Sjældent har jeg været så betaget og forført af balletperformance uden egentlig historie og fortællende scenografi. Men ’The Art of the Fugue’ er så gennemført i sin enkelhed og så forunderlig i sin koreografi at man kun kan fryde sig og glide med i uendeligheden.