Oz: The Great and Powerful

"Spøgelser? Hekse? Evil Dead?," bæver porcelænspigen. Oz skutter sig skræmt. Finley, den bevingede abe, ryster i pelsen. Scenen er sat i en ravnsort skov, der stimulerer svedkirtlerne.

Trekløveret har dog intet at frygte.

Filmfablen anføres af en rutineret herre. 'Evil Dead'-salutten i skoven gør skamløs selv-honnør for Sam Raimi. De døde blev rigtig onde i hans firser-gyserfarce. Han smagte på superhelteskabelonen i halvfemsernes ’Darkman’ og sluttede superheltesagaen selvsikkert af et årti senere med 'Spiderman'-succesen.

Efter et par slumreår har Sam endelig slukket for snooze-knappen. Comebacket klinger af filmhistorisk ekstravagance, for Sam tager brydetag med en klassiker.

Den skruppelløse tryllekunstner Oscar "Oz" Diggs bedrager sig gennem tilværelsen i et omvandrende cirkus. Også her åbner en faretruende tornado portalen til en anden dimension. Nærmere bestemt landet Oz.

Billige trylletricks og udhulet ’yes, we can’-retorik er nok til at forvisse den håbefulde, men naive befolkning om, at Oz er den rette til at smække rumpen i kongesædet. Men har kongerumpen også klæder på?

Heksene fra Oz er ikke overbeviste. Evanora (Rachel Weisz) skal derfor elimineres. Theodora (Mila Kunis) trodses. Og Glinda (Michelle Williams) forføres.

Egentlig var det en anden Sam, nemlig Mendes, der var sat til at orkestrere denne forløber til Victor Flemings kultfilm 'Troldmanden fra Oz' fra 1939. Heldigvis overtog Raimi projektet, for manden har et enestående visuelt overblik, der gnidningsløst kombinerer oldschool æstetik med moderne stilistik.

’Oz: The Great and Powerful’ er et sandt billedpragtstykke med opulent CGI, der tangerer kunstighed, men mestendels beriger det eventyrlige overdrev. Selv de så ofte udskældte 3D-effekter fremtryller pomp og poesi. Nyd changerende blomster folde blade ud, og slip din indre drømmer løs til stille, faldende fnug. Gåsehudsfremkaldende!

Til gengæld burde Mendes have stået for dramatikken, for Raimi farer vild i spændingsforladt storyline og kejtede karakterer. James Franco er charmerende, men utilnærmelig som Oz. Hans to følgesvende, aben (Zach Braff) og porcelænspigen (Joey King), mangler coolness og karisma til rigtigt at klæbe sig fast. Heksene melodramatiserer, men det hører sig måske til?

’Oz’ anno 2013 underholder hæderligt, men er ingen evergreen. Den mangler et par klikkende, røde sko, en fej løve, et angst fugleskræmsel og en rusten blikmand. Den savner sjæl. Upåtagethed.

Det kan alverdens computerfiksfakserier og stjerneskuespillere ikke råde bod på.