Painless

To småpiger leger i skoven. Den ene har sat ild til sin arm, og idet hun overfører ilden til sin legekammerat, spørger denne: ”Det gør ikke ondt, vel?”

Flammerne, skriget og smerten sidder i kroppen længe efter dette skrækscenarie, der på foruroligende og genial vis forbereder os på resten af smerteorgiet i ’Painless’.

Kernen er fuldstændig unik og fabelagtig: Børn, der ikke føler smerte. Deres leg er makaber og blodig, så de dømmes til fare for andre og dem selv – og gemmes væk i enkeltceller på et afsidesliggende sanatorium. Mareridtet tiltager, da den spanske borgerkrig optrappes og flere militante grupper rykker ind med vold og magt. Til maksimum gru, da et torturregime drager nytte af de manglende smertegrænser.

I kontrastfyldt krydsklipning fortælles den nutidige historie om kirurgen David, der får konstateret fremskreden lymfekræft. Eneste håb om overlevelse er en knoglemarvstransplantation fra hans forældre. Deres afvisning svier, og endnu værre gør afsløringerne om fortiden, der fører fortællingen om de smertefrie børn til en tragisk afslutning.

For smertefri er ikke nødvendigvis lidelsesfri. Selvom man ikke mærker slaget, skal man stadig hele såret og forholde sig til den psykiske reaktion. ’Painless’ er overvejende fysisk gys, men med psykisk eftersmæk. Som i åbningsscenen testes vores smertegrænse med optimal æstetik. Med mesterlig musik af svenske Johan Söderqvist og billeder så smukke, at man forføres af det horrible og ubarmhjertige.

Debutanten Juan Carlos Medina har brugt flere år på at stykke denne thriller sammen, og det mærkes i den gennemførte stil og frapperende fantasirigdom. Ideerne myldrer frem af alle afkroge, og det udløser en lettere konstrueret form. Det er dog ganske typisk for den spanske thrillertradition, og det ændrer ikke på, at Medina har skabt et formidabelt gys med både gotisk gru og sanselig skræk.