Predators

Efter to forfejlede runder ’Alien vs. Predator’ er et af filmhistoriens mest ikoniske rummonstre alene tilbage i biografmørket for første gang siden 20 år gamle ’Predator 2’.

Med den dedikerede drengerøvsfilmmager Robert Rodriguez som drivkraft og seriøse Adrien Brody øverst på plakaten er der oprejsning i luften for de intergalaktiske storvildtsjægere.

Men den kommer ikke for alvor, oprejsningen. For ganske vist er ’Predators’ ikke snotdum som ’AvP’erne, men den er heller ikke særlig ambitiøs på franchisens vegne.

I en homage til Arnolds original fra 1987 er vi tilbage i junglen, og tilbage hos en gruppe isolerede menneskekrigere oppe mod en mystisk modstander med overlegne egenskaber. Og relativt alvorligt og relativt blodigt står den så ellers på skiftevis suspense og træfninger frem mod det endelige opgør.

Hverken uhyggen eller gådefuldheden er dog særlig slående – det er trods alt femte film med de primitive-men-højteknologiske Predators i fri dessur, så vi ved ligesom godt på forhånd, hvad der er for nogen, hvad de vil og hvad de kan. At vente 20 minutter på det første af de klassiske blik inde fra deres varmesøgende visir, og yderligere 20 inden vi også ser visiret udefra, føles derfor som en noget langtrukken fejlvurdering.

Da alle på lærredet omsider er kommet på omgangshøjde med os der kigger på dem, forbliver nytilføjelserne til universet desværre det rene kosmetik. 'Predators' er heller ikke luget ordentligt igennem for plotmæssige hovsa’er, og hverken handlingsgang eller figurer (menneskelige som udenjordiske) gør den mindste mine til at bryde ud af den gennemtærskede sammenbragt-gruppe-nakkes-én-for-én skabelon.

Det kan også sagtens bruges til halvanden times mildt underholdende og airconditioneret pause fra sommerheden. Der er bare potentiale til så meget mere i de Predators.