Rabbit Hole

John Cameron Mitchell bevæger sig med sin tredje spillefilm væk fra de åbenlyst skæve og queer eksistenser, som befolkede 'Hedwig & The Angry Inch' og 'Shortbus'. Det betyder heldigvis ikke, at Mitchell er blevet kedelig.

Ligesom karaktererne i Mitchells foregående film befinder middelklasseægteparret Becca (Nicole Kidman) og Howie (Aaron Eckhart) sig på kanten af et almindeligt liv. Ikke pga. kønslige eller seksuelle frustrationer, men fordi de bærer på den største sorg af alle – sorgen over et dødt barn.

Deres søn er blevet kørt ihjel for 8 måneder siden, og Becca og Howie kæmper nu for at genoprette en ligevægt i tilværelsen. Mens Howie finder trøst i venskabet med en anden sørgende forælder fra terapigruppen, opsøger Becca den unge teenager, som kørte ulykkesbilen.

Heldigvis forfalder filmen på imponerende vis ikke til overdramatik i dette møde mellem gerningsmanden og den efterladte. I stedet stråler scenerne mellem Becca og teenageren Jason af en bevægende akavethed, som både kan tilskrives den troværdige dialog og Mitchells følsomme instruktion.

Kidman er ikke ufortjent nomineret til en Oscar for sin præstation, men den skyldbetyngede Jason efterlader i Miles Tellers forknyttede fortolkning det mest uafrystelige indtryk.

Ligesom Becca og Howie må lære at leve med sorgen, må Jason lære at leve med skylden, og han bærer i sidste ende måske den tungeste byrde. For som Beccas mor trøstende forkynder, så bliver den ubærlige sorg med tiden til en lille sten i lommen, som man ikke vil give fra sig.

Man bærer rundt på sorgen, fordi den er det eneste, man har tilbage af det, man har mistet. En erkendelse, Becca og Howie må nå for at komme videre med livet – og en erkendelse, som gør 'Rabbit Hole' til en forløsende og vis film om sorgens væsen.