Rango

Der må lettes på sombreroen for aspirationerne om at kombinere et Hunter S. Thompson-refererende ørkensyretrip med en godmodig gang cowboy-tjubang i en tegnefilm for hele familien. Men 'Rango' får ikke enderne til at mødes, så der kan bindes en ordentlig sløjfe.

Kedeligt er det ikke, når en kælekamæleon, der altid har drømt om en anden hovedrolle end solonumrene i terrariet, pludselig finder sig selv midt i Det Vilde Vesten for ørkendyr, og med sin veludviklede tilpasningsevne og sit endnu mere veludviklede held-i-uheld bliver sherif i en flække, der står og mangler en helt.

Og hans genvordigheder med tyvagtige præriehunde, skydegale klapperslanger og det vejrbidte samfunds forsvundne vandforsyning er heftigt og næsten fotorealistisk pustet til live af George Lucas' special effects-magere Industrial Light & Magic, der drømmedebuterer som animatorer.

Men 'Pirates of the Caribbean'-instruktøren Gore Verbinski (der i originaludgaven også har fået kamæleonen til at tale som Kaptajn Jack) kan altså ikke rigtigt finde melodien mellem det sære og det konventionelle. De unuttede (for ikke at sige grimme) dyr, den ofte ret modne sproglige humor og de rigtig mange voksenfilmscitater bliver ved med at stritte uforløst ud overfor den mere uskyldige falden-på-halen komik og den anderledes børnevenlige historie, der måske nok er rodet og lang, men ikke særlig fyldig.

Og så ender 'Rango' som en vildt animeret, men ret simpel western-pastiche, hvor latteren falder spredt som kaktusserne i Mojave.

I hvert fald i den danskficerede version – så prøv den med Johnny Depp, hvis du kan finde den.