Rigoletto

Narrenfreiheit. Den ældgamle ret og frihed for narren at sige sandheden, omend ubekvem, ond eller latterliggørende, uden at blive straffet. Operamester Verdi var tydeligvis ikke enig, da han skabte sin populære operatragedie om narren Rigoletto. For narren gik for vidt i sin manipulation, og så er sandheden jo ikke mere ærlig end de spøgelser han har bygget op omkring sig.

I sammenligningen med lejemorderen Sparafucile (Henning von Schulman) reflekterer Rigoletto (Vladislav Sulimsky) at der er en ensartethed i narrens dræbende hån og morderens dræbende pistol. Rigolettos magt er humoren, men han leger med mennesker og deres følelser – og derfor bliver han selv ramt der hvor hjertet svulmer mest: datteren Gilda (Bianca Tognocchi).

Kasper Holten indrammer sin nutidsopsætning med spøgelserne af kvindemisrøgt. For Rigoletto er det den afdøde hustru og den unge datter – begge gemt i kælderen. Moderen er en beskyttende engel, men han er nærmest en tyran når han negligerer sin datters behov og ønsker, for sine egne. Måske ikke så mærkeligt at Gilda falder for den første mand, der synes at føle hendes behov, men desværre: han tænker også kun på egen tilfredsstillelse, og Gildas slutsenarie bliver endnu mere tragisk.

For det helt store spøgelse, der svæver over forestillingen er objektivisering af kvinder – og åbningssekvensen er det monumentale billede derpå. Hertugen af Montova (Alexey Tatarintsev) holder dekadent fest i overdådige omgivelser – Maja Ravns imposante guldoplyste spiraltrappe – hvor han nedlægger/afviser kvinder af alle typer, som i hans arie ’Questa o quella’. 

Over hele balladen hænger (en projektion af) Pietro da Cortona-maleriet ’Bortførelsen af de sabinske kvinder’, der yderligere understreger kønsudnyttelsen, og senere fyldes skærmen med eksploiterende billeder af Gildas bortførelse. Mobiloptagelser, selvfølgelig, den moderne udgave af kvindemisbrug i underholdnings- og kunstmiljøet. Hvor motivationen trækker, og profitten rykker.

Det er en rimelig rå kant, og Holten har da også begrænset de krænkende liveoptagelser, for i stedet at skabe karakterpræg på scenen. Han gør mændene endnu mere usympatiske, som en masse af narrer, der rigeligt fortjener den latterliggørelse og/eller forbandelse, de kaster over hinanden i deres fremfærd for magt og overlegenhed. 

Opdateringen til vor tid fungerer ikke altid med librettoen, særligt de karakteristiske Verdi-duetter mellem far og datter virker for troskyldige. Slutsekvensen er interessant nok rykket ud blandt bilvrag og prostituerede, og man tænker at hævnen nu får et tvist. Men nej, vi ender stadig i spøgelseskælderen, og den svigefulde hertug slipper afsted med alt, også den evige ørehænger ’La donna è mobile,’ der repeterende afspejler hans fordrejede syn på kvinder.

Verdis smukke musik står i kontrast til den grumme handling, men midt i stemningsforvirringen gribes man af de enestående vokalpræstationer, som denne opera fordrer. Som Gilda rør den italienske sopran Bianca Tognocchi med sine blide koloraturer; og bag hertugens sleske manerer går russiske Alexey Tatarintsev all in med livligt fristende tenorcharme. Og så er den hviderussiske baryton Vladislav Sulimsky ren fryd som narren, der ikke kan få vasket sin makeup af og må leve med ikke bare at være nar for sin herre, men også nar i sit eget liv. Dobbelt komisk, dobbelt tragisk.