pixel

Sandheden

  • Hirokazu Kore-eda
  • premiere 8. oktober 2020
  • 4.02

Sandheden

Fakta

DRAMA

Originaltitel: La vérité

Premiere 8. oktober 2020

La Deneuve. La Diva. Det franske filmikon er i perfekt fokus som legendarisk filmstjerne, hvis glamour, arrogance og selvoptagethed – som skuespiller og som mor – bliver stærkt udfordret, når sandheden skal frem.

Som optakt til stjernens selvbiografi, ruller Fabienne Dangeville (Catherine Deneuve) sin egen sandhed ud, i konfrontation med journalister, filmfolk og familien. Og den er ikke helt ’in sync’, især ikke med datteren Lumir (Juliette Binoche) – på besøg med manden (Ethan Hawke) og datteren (Clémentine Grenier) – der skal kapere ræsonnementer om at være en dårlig mor og veninde, men så en god skuespillerinde, samt replikker som ”Du tilgiver mig muligvis ikke, men det gør publikum.”

Dialogen er som oftest skarp og rammende med en god snert ironi i japanske Hirokazu Kore-edas regi, og han spidder igen et mor-datter forhold formidabelt. Kærligt og ærligt med modifikationer. Historien er umiddelbart simpel og traditionel, men ’Sandheden’ har metalag og kreative tråde, der løfter både stemning og karakterer. 

Filmens lidt klicheprægede sandhed ligger i forholdene omkring Fabiennes rival Sarah, som har præget Lumirs opvækst og hendes relation til moren i utilgivelig grad. Og måske også omvendt. For deres individuelle minder og sandheder er muligvis svære at forene og forsone, så de kan skabe nye, mere sandfærdige minder.

Men den store sandhed er meget mere omfattende, og tankevækkende. For den borer sig ned i det store billede af familieroller, der skabes gennem årene og oftest ender med at være uforanderlige. Lidt ligesom en casting-proces, hvor rollerne tilpasses og forbliver sådan i den endelige film, så man ikke kan forestille sig dem (spillet) anderledes.  

Ligeledes leger Kore-eda med ideen om at nå ind til divaens følelser via skuespillet, så han stiller en parallelhistorie op, hvor Fabienne medvirker i sci-fi dramaet ’Memories of My Mother.’ Her spiller hun datterrollen – overfor en ny stjerne, som minder om rivalen Sarah, der døde for længe siden. Lidt revnes og rippes, men reaktionerne er ganske konfuse, og tvivlen hersker stadig om hun rent faktisk mærker det og kan forandre noget, eller hun igen bare lagrer det som en nuance til det næste rollespil.

Med Deneuves så tydelige egne karaktertræk kommer det ekstra lag af spil for galleriet til at være filmens kerne. Hun vil altid brænde igennem i enhver rolle, og selv når hun spiller usympatisk eller ond, tiltrækkes man af en overdådig karisma. Dette er Deneuves film, hendes bedste rolle i mange år, og som den adskillige gange pointerer: Der er ingen som La Deneuve. 

Mest læste

kommentarer

seneste
film

Retfærdighedens ryttere
5.04

Anders Thomas Jensen
7 Years of Lukas Graham
4.02

René Sascha Johannsen
Breeder
3

Jens Dahl
Palm Springs
4.02

Max Barbacow
Richard Jewell
4.02

Clint Eastwood
Druk
5.04

Thomas Vinterberg

seneste
scene

Martyr
4.02

Kunsthal Charlottenborg
My Deer Hunter
5.04

Edison
Caspar Phillipson: Late Night Show
4.02

Posthus Teatret
close logo

Endnu ikke medlem?

For kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling