Star Trek Into Darkness

Det er stadig en strålende idé at starte forfra med Star Trek. Anden omgang af foryngelsen er også en frisk og munter rumfærd, der suser spektakulært af sted, uden at glemme at se sig tilbage. Men 'Star Trek Into Darkness' tøver med at tage skidtet ind i det lovede mørke og komme afgørende videre end det friske sus fra det fire år gamle oplæg.

Hvad der kommer videre, er besætningen på U.S.S Enterprise. Den uregelmenteret eventyrlystne Kaptajn Kirk (Chris Pine) havde rigtig god kemi med sin regelrette næstkommandrende Spock (Zachary Quinto) og resten af kommandobroen i forløberen, men nu ryger samspillet gennem taget på udforskningsfartøjet. Især sprogofficer Uhuru (Zoe Saldana) og Doktor McCoy (Karl Urban) får positioneret sig, og maskinmester Scotty (Simon Pegg) løber igen med alt, han kommer i nærheden af.

Til at opveje Kirks mange vilde action-soloridt har samtlige hovedfigurer mindst én afgørende, heltemodig finger med i spillet. Det er måske på nippet til at være skematisk, ligesom de mange maskuline tårer, der skal fældes over hinanden denne gang. Men holdfølelsen er ægte, og selvom scenerierne er storslåede og underholdingen ubønhørlig, er det crewet, der er den nye franchises allerstørste attraktion og grunden til, at yderligere eventyr er varmt velkomne straks rulleteksterne ruller.

Den perfekte casting udbygges med sci fi-veteran Peter 'Robocop' Weller som admiral og Benedict Cumberbatch som den mystiske overløber, der terrortruer hans stjerneflåde ved hjertet. Alle, der kender Cumberbatch som 'Sherlock', kan let forestille sig hans styrke som skurk. Så egentlig lidt ærgerligt, at han sættes mere til at slås end til at sende skumle blikke og sige ildevarslende ting med gravrøst.

En cameo fra en vis krigerisk race fra planeten Kronos er ikke den eneste mytologiske godbid fra fortiden, men lidt ærgerligt er det altså også, at det hersens nymodens Star Trek stadig i toeren fokuserer så meget på at være tempofyldt action-blockbusteri. Savnet af de dybere dilemaer og gode historier, som universet traditionelt er kendt for, vokser.

Instruktør J.J. Abrams er ubstrideligt den nye konge af sci fi, for midt i sin revitalisering af Star Trek er han også blevet overdraget ansvaret for at videreføre selveste Star Wars. Og det skal nok gå godt (nok), Abrams har til fulde styr på det rumeventyr-gylle – og der er begrundet håb om nogle Star Wars-karakterer, vi faktisk bekymrer os om, for første gang siden firserne.

Det stadig ubesvarede spørgsmål er, om Abrams også evner at overraske med andet og mere end det forventede.