SygtSund

”Lyt til din krop.” Engang var det nemt og nyttigt. Nu støjer sundhedsråd, -råb og -revseri så meget, at man hverken kan høre, mærke eller udtrykke andet end de forskellige helsefolks mantraer.

Helsejunglen er for længst blevet uoverskuelig, og overloadet har sin pris. Teatret st.tv har et godt ord for det, der har ramt befolkningen: Sundhedsforstyrrelse. Tendensen er, at vi vil have kontrol over kroppen, ligesom vi vil have styr på tilværelsen. Og det gøres vist bedst med regler og vaner – eller allerbedst en indpisker.

En effektiv af slagsen er Ana, bedsteveninde til Emilie – og i virkeligheden legemliggørelsen af den unge piges anoreksi. Hendes mors tricker er et Control Master-armbånd, der gennem den stressede hverdag husker hende på sunde nødvendigheder som at drikke vand og få orgasme. Ikke så sært at far dyrker det kommunefarvede og sniger sig på gåtur med hunden for at ryge i smug.

Oplægget og intensionen er god for ’SygtSund’, men fokus udviskes med det hektiske tempo og de mange karakterskift, som performerne Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen klarer med enkle parykskift. Jo mere karikerede, jo bedre er de. Men det gavner ikke forestillingen – og dens debatoplæg – at der er for meget spas. Rygertræet er en superide og rummer god satire, men der bruges for meget tid her i forhold til de to andre familiemedlemmers problemer.

Det skaber ubalance mellem det syge og det sunde. Der er jo ingen tvivl om rygningens placering i sundhedsdebatten, og det virker malplaceret at sidestille den med andre livsstilsygdomme. Så skal man i hvert fald grave dybere i årsag og virkning. Anoreksien starter jo heller ikke i et ønske om at være sund, men om at være smuk, accepteret og elsket. Alvoren her fungerer, men afvikles noget let til slut. Mest velnæret er morens historie, der rummer de mest tidstypiske helsedisputer, men der antydes alt for meget for kort, og det føles mere som pointeringer af noget man allerede ved end nye vinkler på debatten.

Projektet er startet med Hella Joof som ideudvikler/instruktør og Mette Heeno som dramatiker – i øvrigt snart aktuelle med filmen ’All Inclusive’ – og deres satiriske ånd flyder i kvikke replikker og skæve karaktertræk. Men Joof måtte melde fra undervejs og Anders Lundorph har overtaget instruktionen, hvilket måske ikke er det bedste match for dette lidt kvindefikserede ungdomsteater. I hvert fald er der blevet barberet ind til benet på uheldig vis, og især den lykkelige slutning er vildført.

’SygtSund’ er mere syg end sund. Så trods den overfladiske afrunding må budskabet til debat være at vi bliver mere og mere usunde indeni, imens vi kæmper for det ydre sundhedsbillede. At vi har sværere ved at mærke vores krop, behov og lyster. Og ultimativt svært ved at finde den rette sundhed.