pixel

Thorvaldsens Museum skal integreres bedre med byen

Ny hovedindgang skal åbne det i dag noget lukkede museum op mod den omkring­liggende by.

thorvaldsens museum plads

Det er svært at finde et mere malerisk sted i København.

Kigger man over på den anden side af kanalens vand, ser man de allerældste dele af København — med røde og hvide bygninger i varierende former og størrelser ud til Nybrogades brosten.

Til venstre rejser Rådhustårnet sig over byens tage. Og lige bagved sig har man Christiansborgs 'Ridehuset' fra 1730'erne. 

Vi er naturligvis på Berthel Thorvaldsens Plads, der også er hjemsted for museet af (næsten) samme navn — Thorvaldsens Museum

Det gule museum skråt over for Gammel Strands metrostation kender enhver københavner — men måske mest som en tilsyneladende lidt uindtagelig bygning som ikke just skilter med, hvordan man egentlig kommer ind i den.

Det skal der nu laves om på.

Fem lukkede porte til pladsen

Thorvaldsens Museum har faktisk fem store porte ud mod Bertel Thorvaldsens Plads, men de er alle permanent lukkede og ser meget uindtagelige ud. Bortset fra nogle relativt små ruder er de udført i massivt træ.

Og ingen af dem udgør faktisk indgangen. Dén består i stedet af en meget mindre dør rundt om hjørnet i en lille, lidt gemt passage mellem Christiansborg og museet

Så som turist — eller københavner — inviteres man ikke just ind i bygningen, som også lukker sig selv af fra den omkringliggende by.

Thorvaldsens Museum vil dog nu meget snart etablere et nyt indgangsparti ved de fem porte ud mod pladsen — og dermed også ud mod byen.

Indgangspartiet vil blive bygget op i glas inde i bygningen, så man fremover kan åbne en eller flere af de store porte ud mod Thorvaldsens Plads i de varmere måneder af året.

Det nye parti i glas skal skærme for vind og vejr, når porten(ene) nu vil få lov at stå åben hele dagen og invitere indenfor til skulpturer og malerier fra en svunden tid. 

Finansieringen kommer fra Augustinus Fonden og Villum Fonden, der tilsammen har givet lidt over en million til arbejdet.

Nu afventer Thorvaldsens Musuem blot, at Københavns Rådhus formelt siger god for donationen fra fondene, hvilket bør ske i denne uge. Derefter vil arbejdet gå i gang så hurtigt som muligt, så museet allerede fra den kommende sommer kan åbne portene op mod byen.

Trods den maleriske beliggenhed ligger Thorvaldsens Plads i dag meget ofte øde hen. Én del af forklaringen skal nok findes i, at den meget trafikerede Vindebrogade slår sig ned som en kile mellem pladsen og vandet i Slotsholmens Kanal.

Men med den kommende åbning af museet ud mod byen, er der håb om, at også selve pladsen kan blive aktiveret mere end den er i dag.

Tidligere grøn plads

Thorvaldsens Museum stod færdigt i 1848 — opført til at huse værker af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, der dog ikke selv nåede at se bygningen færdigopført. Han døde i 1844, 73 år gammel.

Museet er tegnet af Gottlieb Bindesbøll, der også står bag bl.a. Brumleby på Østerbro. Det er opbygget omkring et indre gårddrum i nyklassicistisk stil. 

Her 176 år efter åbningen huser bygningen stadig de samme skulpturer af Thorvaldsens selv og andre værker fra hans samling. Museet har typisk cirka 55.000 besøgende på et år — svarende til gennemsnitligt knap 180 mennesker pr. åbningsdag.

Pladsen foran har i perioder huset et grønt anlæg, men er i dag en mere enkel affære med et enkelt træ der rejser sig over en brostensbelægning — og en diskret vandskulptur i plan med overfladen installeret i 2002.

Der er ingen siddepladser på pladsen, men på varmere dage kan man ofte finde turister, der tager sig et hvil på museets trappeparti ud til pladsen.

Fremover vil de altså måske få lidt mere konkurrence om pladsen, nu hvor samme trappe fra til sommer vil lede op til museets nye indgang.  

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

kristineby
Håber de husker tilgængeligheden for barnevogne, kørestolsbrugere m.fl. Den er decideret under al kritik i dag.
finn.breddam

Thorvaldsens Museum skal forstås fra Prins Jørgens Gård, hvor indgangen er nu. En plads, der kan fortolkes som Danmarks centrum, og som senest var i tv ved tronskiftet. Når man kommer ind ad den store rundbueportal fra Slotspladsen, har man folkestyret på venstre side - med de kongelige lokaler vist nok på første sal - den udøvende magt (statsministeriet) henne i hjørnet skråt til venstre (det er her tv-kameraerne står ved regeringsrokader), den dømmende magt (Højesteret) lige frem og den himmelske magt (Slotskirken) på højre side. Og mellem de to sidstnævnte kom museet så til i 1840'erne, få år før den første Grundlov: et tempel for det fremvoksende borgerskabs klassiske dannelse, og deres store idol: Bertel Thorvaldsen.

Det er derfor, museet ligger lige der: det er en magtdemonstration.

-

Jeg skal ikke blande mig i, om de åbner en ny port mod vest. Indgangen er lidt svær at finde, selv om bygningen jo faktisk i ekstrem grad "skilter" med sit indhold. Men man må gøre sig klart, at man vender ryggen til sine historiske rødder.

Og at pladsen mod vest er mennesketom, må være en bevidst beslutning: man kunne nemt have placeret nogen bænke osv.
ned_krivblade0r
Why so few trees everywhere, more greenery for our city, please
Kristine Ammitzbøll-Bille ned_krivblade0r
Totally agree!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling