Transfervindue

  • Skuespilhuset
  • premiere 18. september 2017
  • 2.04

Fakta

DRAMA

18. september – 22. oktober 2017

Skuespilhuset, Mellemgulvet, gæstespil af Eventministeriet

 

Den blomstrede kimono flagrer frem og tilbage. Fra højtalerne nynner Q Lazzarus sin melodiske ‘Goodbye Horses’. Bassen sætter sig straks i brystet. Kvinden i kimonoen kaster bold med en, vi ikke kan se. Et barn. Hendes søn. Rummet som omslutter hende er mørkt og dybt, lyset afslører ingen hjørner. Marias univers er på én gang uendeligt og voldsomt klaustrofobisk. 

Instruktør Liv Helm har iscenesat Maria Gerhardts roman ‘Transfervindue’, som Gerhardt skrev undervejs i sit sygdomsforløb og udgav inden hun gik bort i foråret 2017 efter mange års kamp mod brystkræft. ’Transfervindue’ er et voldsomt velskrevet, modigt og rørende portræt af Gerhardts liv med sygdom. 

Maria (Christine Albeck Børge) står frem, let vippende på sine bare fødder. Iført en hip kimono, en bh matchende hendes hudfarve og et par røde Adidas-shorts. For Maria Gerhardt ville aldrig forfalde til en hvid bomuldsslåbrok som de andre døende på det hospice hun bor på. 

’Transfervindue’ af Eventministeriet er en monolog, som gerne vil stå nøgent frem. På scenen er ingen rekvisitter, ingen scenografi, kun enkelte lysskift og én skuespiller. Men selve fremførelsen af den døende kvinde er desværre ikke ligeså blottet, som de oplevelser, hun fortæller os om. Det er en enorm opgave at skulle spille rummet op og desværre oplever jeg ofte Christine Albeck Børges udtalelser som instruerede replikker og mere sjældent som ord fra hjertet. 

Derimod findes der en altid nærværende musisk dimension skabt af komponist Matilde Böcher. Lydscenografien skifter fra 80’er hits som ‘Running up that Hill’ af Kate Bush til dundrende technobeats, og den repræsenterer spot on Gerhardts alterego Djuna Barnes, som altid leverede sårbar råstyrke til Københavns undergrundsdansegulv.  

De mest rørende og rammende øjeblikke findes, når ordene forstummer i forestillingen og musikken tager over. Som når Albeck Børge manisk danser til tunge beats i afmagt eller udmattet ender med at falde i søvn med sin søn i armene, som hendes sygdom stadig tillader hende at bære. 

Jeg forstår den nøgne iscenesættelse, men desværre synes jeg ikke den lykkedes helt i at smelte sammen med den kraftfulde historie som ordene rummer. Det mod som består i at blotte sig fuldkomment, stråler kun momentvis igennem og når ud over scenekanten. 

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

3

Operaen
4.02

Den Jyske Opera
4.02

Teater V
4.02

Anemonen
3

Betty Nansen Teatret

seneste
film

4.02

Max Kestner
5.04

Yorgos Lanthimos
4.02

Geremy Jasper
5.04

Christina Rosendahl
close logo

Vi overlever for mindre end prisen på en kop kaffe

Kære læser, støt Magasinet KBHs arbejde ― fra kun 20 kr. / måned