Sweet Addiction

Festen brager for fuld knald og kulør, spræl og spas med Wallmans. Jubilæumsshowet, der markerer det svenske showkoncepts tiår i Cirkusbygningen, hedder ’Sweet Addiction’. Og ja, der er noget for enhver smag at blive afhængig af! Sødt, sjovt eller festligt!

Det søde og det sjove – eksempelvis barnlig kærlighed a la Michael Jackson og Take That, cirkusklovnerier og ’Jersey Boys’-medley – bliver hurtigt kedeligt for undertegnede. Der mangler noget kant, noget følelse, noget overraskelse. Noget, der får os med ind i dette unikke dinnershow, der indbyder til forkælelse og nærkontakt med de optrædende.

Vores nærmeste stjerne er svenske Jonas Antesten, der er ligeså charmerende tjener, som han er suveræn sanger/danser på scenen. Der bliver både ekstra forkælelse til den søde tand og lidt i den frækkere afdeling. For der er altså en vis intimitet over, at han står serviceklar med lakremme og svedperler ovenpå det heftige Lady Gaga-show.

Så er det godt vi fra start har fået husregler om, at man ikke må nive tjenerne i bagdelen og lignende. Straffen er noget med stepdans i et baglokale, og det er måske ikke helt uinteressant? Altså, pointen er: Hold ikke dit gode humør for dig selv – du er selv med til at skabe festen!

Der er heldigvis gode muligheder for at udtrykke begejstring. Her er gang i servietterne. Ikke kun til at tørre munden efter madsmovseriet – eller de sexede sceneindslag. Det er nemlig en Wallmans-tradition at vifte lystigt med servietten, når man synes noget er ekstra godt.

’Monster Ball’ er det første show, der udløser vifterus fra vores bord – Lady Gaga-hits rykker med både kvindelig og mandlig vokal. Her er scenen sat med en sort himmelseng og der er smæk på lak, latex og gummi. Brandhot og råt er især ’You and I’ – og ’Judas’, hvor den amerikanske artist Shaunna Kotka vrider sig sexet i kæder hængt ned fra loftet.

Lidt efter høster Bruno Bonifacio fra Brasilien aftenens største kvindehvin for sin toplækre poledance. Stilig strip og styrke i topklasse – akkompagneret af Kajsa Borgs dejlige stemme og Frederik von Wachenfeldts glimrende piano. Sangen skulle måske ha’ været ’You can leave Your Hat on’?

Sidestykket ’It’s a Man’s Man’s Man’s World’ – med omvendte m/k-roller – er mindst ligeså smukt og imponerende. Her leveres den fremragende vokal af australske Darren Fewins, og Shaunna overtrumfer sit kædeartisteri med et sensuelt og elegant silkenummer.

Kæmpe forventninger er der til den store diva-tribute: Barbra Streisand. Iransksvenske Malena Tuvung lægger flot ud med ’Something’s Coming’, men da to ekstra divaer gør hende selskab i ’Papa, Can You Hear Me?’ lyder det som om de bare vil overskråle hinanden. Ingen tvivl om Malenas talent, men arrangementet bør strammes op til mere divastil med følelse frem for rabalder.

I stedet bliver det glædes- og energibomben af Tina Turner-numre, der begejstrer og for alvor sætter gang i festen. Her er en toplækker version af ’Private Dancer’, og i ’Typical Male’ er Bruno i luften igen med guldglitrende minishorts. Kajsa Borg og ’Proud Mary’ bliver ikke meget bedre.

Wallmans er mest af alt show i højeste gear. Hvor energi og volumen (ikke et plus for lydkvaliteten) vægtes frem for stil og følelse. Med et mix af musical, revy, kabaret, cirkus og koncert vil showet please et bredt publikum, men bliver derved også en ret overfladisk fest. Mad og vin er velsmagende, så længe man ikke forventer gourmet, og den smukke Cirkusbygning er en skøn manege for den efterfølgende natklub.

Men det fornøjeligste unikke er, når man føler sig draget ind i showet – og der måtte gerne være meget mere nærkontakt med de optrædende!