I Am Number Four

'I Am Number Four' er instrueret af D.J. Caruso ('Disturbia'), produceret af eksplosionsfanatikeren Michael Bay ('Armageddon', 'Transformers') og skrevet af skaberne af 'Smallville'. Alle ingredienserne til en forudsigelig, kedelig og uopfindsom teenagethriller.

Og det er præcis, hvad du får.

De første tre er døde. Nu er det Johns - aka Number Four – tur. Alex Pettyfer spiller en meget ualmindelig teenager, han er nemlig et ud af i alt ni børn, som undslap ødelæggelsen af deres hjemplanet Lorien, og så har han superkræfter.

John og hans værge Henri (Timothy Olyphant) slår sig ned i en lille flække i Ohio. De prøver at leve anonymt for at undgå en mordpatrulje, udsendt af dem som dræbte hans folk.

Men det går ikke helt efter planen. John kommer til at gøre sig uheldigt bemærket på sin nye high school, og det bliver ikke nemmere af, at han ikke kan styre sine meget synlige superkræfter. Så han teamer derfor op med skolens andre udstødte: pigen Sarah og den UFO-fikserede Sam. Sammen bliver de nu viklet ind i et spind af teenageproblemer og laserstråler.

'I Am Number Four' er en klichéfyldt film med alle de velkendte elementer: helten, skurken, pigen, rivalen, mentoren og den dumme væbner. Sådan fortsætter den ud ad ligegyldighedens udtrådte sti i en time og 45 minutter.

Det er sikkert meningen, at man skal have ondt af John, men det er altså svært, når han er en frygtløs, blond adonis med superkræfter.

Generelt er persongalleriet meget svagt, og filmens univers lige så utroværdigt. Der bliver sprunget for let over problemerne, og oven i det er der de sukkersøde elementer, som er svære at sluge.

På den positive side er det en visuelt flot film, og lydsiden fejler heller ikke noget. Men de onde rumvæsner er faktisk det bedste indslag i filmen - de besidder en spændende kant, som smitter af på resten af filmen.

Desværre er det ikke nok til at bære dette temmelig uinteressante Hollywood-samlebåndsværk.