World Invasion: Battle Los Angeles

Der er ikke noget som udsigten til endnu en invasion fra det ydre rum, der kan få skillingen op af lommen. Problemet med 'World Invasion: Battle Los Angeles' (arbejdstitlen 'Battle: L.A.' var bare alt for nærig!) er, at den ikke er tænkt længere end det. ”Vi laver noget med endnu en invasion fra det ydre rum, punktum”.

Så da klodens største kystbyer simultant angribes af meteoritter, der viser sig at indeholde altdræbende krigsmaskiner, fanges en deling marineinfanterister i Los Angeles bag den udenjordiske fjendes linjer. Gade for gade må de kæmpe sig tilbage til helle, og hvem ved, måske lige rede os alle sammen på vejen.

Det er der kommet en ok krigsfilm, en jævn soldaterfilm og en ligegyldig alienfilm ud af. En slags knap så intens 'Black Hawk Down' på hjemmebane (ud over en rygende skyline hist og her er L.A.-settingen dog skuffende uudnyttet), der ikke er uden spektakulære scenerier og toughe træfninger, men som også er stykket sammen fra kassen med de største klicheer.

Aaron Eckhart er vor helt. En dygtig sergent med lig i lasten, der lige når at udfylde pensionspapirene, inden det hele buldrer løs, så han kan gøre det godt igen, udlånt til en delingsfører, der er grønnere end Libyens nationalflag. Sørme om ikke Michelle Rodriguez som sædvanlig udgør det feminint krigeriske element – og således kan du fortsætte med at sætte små mentale hak ved alle dine forhåndsforudsigelser undervejs.

Her er opbyggelige enetaler og tudende børn (gerne kombineret), her er ironiløs patriotisme og shaky-cam to the max, og her er underlægningsmusik, du kan nynne, før du har hørt den. Og det er faktisk til at leve med, så længe du ikke er ude efter andet end lidt smæk for din skilling.