50/50

En 50/50-chance ville være vinder-odds på et casino, men for Adam (Joseph Gordon-Levitt) handler det ikke om sort eller rød, men om liv eller død. For selvom han er ung og en fin fyr uden laster, der oven i købet sorterer sit affald, er hans rygsmerter ikke uskyldige. Der sidder en stor, ond tumor.

Det er jo til at tudbrøle over. Men i cancer-komedien '50/50' er det også til at skraldgrine over. Altså ikke sygdommen, men Adam og hans omgivelsers brydetag med den. Den konfliktsky læge, den usikre kæreste, den pylrede mor, de lammede kollegaer, den uerfarne psykolog, de galgenhumoristiske medpatienter – men først og fremmest den ukuelige og medlidenhedsscorende bedsteven, varetaget af en Seth Rogen på toppen af sin afvæbnende, bøvede charme.

Gordon-Levitt og Rogen er et mere end overbevisende makkerpar i en mere end overbevisende balancegang mellem knugende drama og frisk komedie – '50/50' går ubesværet direkte fra det fjottede spørgsmål til vennen, ”hvor har denne hårtrimmer været sidst?”, til det hjerteskærende spørgsmål til kæresten, ”hvordan kunne du glemme at hente mig fra kemo?”. Fra blowjob-jokes og medicinsk marijuanas lyksaligheder til afmålte, usagte momenter af apati og svigt.

Bryce Dallas Howard og Anjelica Huston spæder til den underspillede realisme i deres mindre roller (Anna Kendrick kan ikke helt følge med i sin lidt større), og de blanke øjne melder sig ikke nødvendigvis, hvor du venter det. Ej heller de forløsende grin, der derfor aldrig bliver letkøbte og forcerede.

Hvem går så op i, at historien grundlæggende er ganske skematisk og skøjter lige lovlig hurtigt hen over et par af Adams ømme punkter. Du har sandsynligvis ikke set noget sjovere eller noget mere rørende i biografen i år – slet ikke på samme tid.