Dæmoner

Dørene bliver endnu engang åbnet op for et af Lars Noréns familiedramaer. Nogen vil mene det er last year. Jeg vil give dem ret.

På Østre Gasværk går lyset op i en luksuriøs lejlighed midt i en lettere spydig samtale mellem en mand og en kvinde. Både diskrete og mindre diskrete fornærmelser flyver gennem rummet, spædet op med en smule seksuelle tilnærmelser og snedigt fedteri. Der er et spil i gang.

Hvem der vinder og hvad præmien er står os endnu ikke klart, men det vækker nysgerrigheden og sår tvivl om uskylden i alle disse provokationer. Hvad skjuler sig bag dette mundhuggeri? Er det for sjov eller mener de virkeligt alle de grumme ting de står og siger?

Efter ti minutter er vejen lagt klar. Vi ved alle sammen, hvor vi skal hen, og det er ned.

Det rædselsfulde par er blevet brændt af og de tilnærmelsesvis uskyldige, nybagte forældre fra lejligheden nedenunder bliver inviteret op på en drink. Man orker det næsten ikke. Man ser allerede glassene flyve gennem luften, gråden, liderligheden, hadet, vreden.Overfladen er et blødende, åbent sår og inderligt ondskabsfulde replikker gør vejen nedad mørkere og koldere end man har lyst til at forestille sig.

Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen er fantastiske at følge i deres stædige krigstogter og ensomme sammenbrud, de fylder hele gasværket ud og lægger modigt krop til disse fortabte karakterer. Desværre er det engang så tabuiserede, intime familieliv gået hen og blevet en salgsvare og intet kan ryste De-unge-mødre-Paradise-Hotel-generationen i sin grundvold, selvom det så sandeligt stadigt er ganske ubehageligt at se på.

I firserne har stykket nok på anderledes vis været et politisk angreb på den polerede familieidyl. Et tæppefald der fik publikum til at spile øjnene op og erkende at tingene sjældent var som de så ud. I dag er familiens tragedie en del mere ordinær og tv-programmer lever af disse tragiske parforhold og hjem.

Efter anden akt står det mig stadigt uklart, hvad præmien var for at vinde som den grusomste partner. Bitterhed og ensomhed, selvhad og afhængighed bandt det frygtelige par sammen, men de fleste ville nok have hevet jakken af knagen og gået, ligesom man kunne have lyst til at gøre det som tilskuer.

Jeg har engang svoret ikke at give mere end tre stjerner til stykker om parforhold. Det har siden pint mig meget, det gør det ikke her.