Dead Man Down

Kan man hele hjertesorger og vredessmerter med hævn? Og kan det retfærdiggøres? Med dette udgangspunkt etablerer Niels Arden Oplev en dybdeborende stemning i sin første amerikanske thriller ’Dead Man Down’. Og smadrer den til slut med et Hollywood-brag.

Sorgen og vreden tilhører Victor (Colin Farrell) og Beatrice (Noomi Rapace), der går på date, efter at have vinket til hinanden fra genbo-altanerne. De savner begge kærlighed, men er mest af alt opslugt af hævn. Victor er i færd med en kompleks hævnakt mod sin boss (Terrence Howard), og Beatrice er tæt på at forpurre den med sine hævnplaner.

Ganske sjældent fungerer film noir i en moderne verden, men her er faktisk elementer, der får spændingen til at sitre.

Mest af alt Rapaces mystiske og manipulerende hævnengel, men også Jacob Groths rugende soundtrack og de eminente low life locations på Manhattans sydlige del. Alt i alt en rå, grumset stemning af østeuropæisk desperation som underbygger noir-stemningen.

Det rene hjertes frelse er blandt Oplevs yndlingstemaer, og som i ’Mænd der hader kvinder’ udfolder han et vellykket puslespil af hævn og heling.

Men dilemmaet om hvorvidt hævnen kan retfærdiggøres som helingsproces tager den nemme vej ved at fokusere på den lede gangsterboss. Han fortjener unægtelig straf. Men den almindelige mand, der har begået en grum fejl?

’Dead Man Down’ er desværre endnu et eksempel på, at europæisk karakterdrama ikke mikser godt med Hollywoods standarder for arketyper og systematiske spændingskurver. Der er simpelthen for meget biljagt, brag og bulder i sidste del af filmen.

Allerførste replik er "Selv det mest skadede hjerte kan heles". Det er ikke med denne thriller, man overbevises.