Perfect Mothers

Ren idyl for en teenagefyr: At være forelsket i sin mors slyngveninde og leve i symbiose med hende, sin egen mor og hendes elsker – som i øvrigt er bedsteven og søn af mors veninde. Denne provokerende ménage a quatre fik den britiske forfatter Doris Lessing refereret på en af sine mange barture. Af en ung fyr, der kendte sønnerne – og var ganske misundelig på denne rene idyl.

Selvom inspirationen oprindeligt er en drengedrøm, føles den filmiske version af franske Anne Fontaine mere som en kvindefantasi. Lessings novelle ’The Grandmothers’ er adapteret af Christopher Hampton, der ellers nok ved hvordan man skuer op for intriger og skandale, men her oversvømmes det grænseoverskridende af idyllisk blændværk.

Først og fremmest det rurale Seal Rocks i Australien, hvis havbølger sprudler af liv og indbyder til sol, sand, surf og sensualitet. Og så afsondret at samfundsnormer flyder ud i sandet. Det sker for hjerteveninderne Roz og Lil, da de forføres af skønheden og ungdommen i hinandens sønner. Og i fællesskab beslutter at de lige så godt kan blive ved. Narcissisme for fuld surf.

Selvfølgelig er det provokerende, foruroligende og tankevækkende. At udfordre idealerne for familiesymbiose er altid interessant. Men ’Perfect Mothers’ plasker på dybt vand, når talrige homoseksuelle hints leder tankerne mod det incestuøse. Det er intimiteten i deres snak og berøringer på tværs af ven- og forældreskab, og ikke mindst den tydelige spejling i hinanden af både mødre og sønner.

Affæren mangler psykologiske kvaliteter, i stedet glider denne miskmask menage bare af på uundgåelige konfrontationer og blænder op for skønheden. Synd, når nu to så vidunderlige skuespillere som Naomi Watts og Robin Wright kunne udspille dramaet og smerten i at blive ældre samt at skulle slippe mor- og familierollen.

Der er få øjeblikke, hvor man virkelig føler med personerne, men oftest er fryd, skam eller smerte bare for pænt. Alt er som det er, og intet kan lave om på det. Og her ligger filmens største kvalitet: Skæret af den isolation de har skabt for sig selv. Bevidst eller ubevidst.

Så længe det er smukt og lykkeligt, kan man sagtens glemme moralen. Ganske utopisk. Men så lad det være fantasi og eksperiment, sådan fungerer ’Perfect Mothers’ bedst. Og her er det så både en drengefantasi og en kvindedrøm smukt forenet.