Locke

Der udspiller sig en meget lille historie, inde i en meget stor BMW. Her kører bygningsingeniøren Ivan Locke væk fra en tryg tilværelse og direkte imod nogle svære valg.

Steven Knight har valgt at skrive og instruere så minimalistisk en film som muligt: Én skuespiller, hvis eneste modspil er en håndfri telefon og et tomt bagsæde. Men når man nu vælger kun at have én mand foran kameraet, er Tom Hardy ikke noget dårligt valg i rollen som den retskafne Locke, der får et livsændrende opkald på telefonen.

Locke vælger på denne skæbnenat derfor at dreje i modsat retning af sin karrieres vigtigste projekt for i stedet at sætte kurs igennem Londons forstæder. Hvorfor gør han mon det, må vi spekulere, mens motorvejsbelysningen reflekteres som advarselsblink i forruden. Men dramaet udfoldes langsomt i takt med, at telefonregningen stiger.

Det er næsten ubærligt at lytte til, hvordan Locke skal give intetsigende politikersvar, når sønnike spørger, hvorfor han ikke kommer hjem til fodboldkampen. I de små momenter, hvor Lockes stemme pauser, og hans øjne går i stå, åbner der sig små revner i køreplanen for det perfekte liv, han havde opbygget.

I disse hårfine greb får Tom Hardy effektivt personificeret en maskulin identitet i krise. Her lader alting sig ikke længere kontrollere, og det er ikke længere muligt at spille rollerne som både familiefar, elsker og karrieremand til perfektion. Fundamentet for Lockes tilværelse krakelerer samtidig med, at det forestående cementprojekt kommer på gyngende grund.

Ud af kriser og svagheder vokser derfor en medrivende roadmovie, hvor de usagte ord i dialogen udgør brændstoffet. Steven Knight holder sit fokus på en simpel fortælling, der gøres vedkommende gennem karakterfast skuespil og et troværdigt manuskript.