Honning

I en isoleret, tyrkisk bjerglandsby bor den 6-årige dreng Yusuf med sine forældre. Den fåmælte fader er biavler, og honningen indsamler han i de omkransende, massive skovområder. Yusuf forguder ham og er sommetider med på honningjagt.

I skolen er Yusuf tilbagetrukket og dybt hæmmet af en svær stammen. Kun i ensomheden og i faderens selskab har han ikke svært ved ordene. Men en dag forsvinder faderen i skovene.

I sin sidste film i Yusuf-trilogien undersøger instruktør Semih Kaplanoglu barnesjælen. Trilogien indeholder desuden ’Süt’ (’Mælk’) fra 2008 og ’Yumurta’ (’Æg’) fra 2007 og kredser om identifikation, samhørighed og identitet i tre forskellige aldre, men det er ikke den samme Yusuf, vi følger.

’Honning’ har det stærke fader-søn forhold som tema, der manifesterer sig især i Yusufs villige afhængighed af faderen, som en fortrolig adgang til bådet sproget og sin indre styrke.

Samtidig tegner filmen et smukt portræt af en ensom lille dreng der udadtil lever i en tilsyneladende indskrænket virkelighed uden sprog, men det er netop i hans egen verden, at ordene flyder frit og uhæmmet.

Bora Altas, som spiller drengen Yusuf, er absolut rørende, autentisk og betagende i sin stille væren. Og netop med Yusuf-karakteren som omdrejningspunkt skaber instruktøren (igen) med magtfuld enkelthed og sikker instruktion en gribende fortællling i det potente krydsfelt mellem afmagt og håb.

Kaplanoglu har et enormt greb om handlingen, og lader ofte ordene være sekundære, så de ordløse handlinger skaber sit eget sprog. Med filmen blev han da også dette års vinder af Guldbjørnen i Berlin.

’Honning’ er en bevægende film der i sit simple, men visuelt mættede udtryk er bjergtagende.