Materialists

Enhjørningerne i kærlighedslivet. Hele pakken og det perfekte match - sådan sker det bare sjældent. For dating - online og IRL - er efterhånden så generisk at de færreste virkelig tror på og taler om kærligheden. Men måske findes der andre slags partnere?

Her starter instruktør Celine Song interessant nok sin udforskning af det moderne datingliv, og hun har selv bestridt det job som hendes hovedkarakter har. Lucy (Dakota Johnson) er matchmaker for New Yorks elite og har netop toppet bureauets liste over matches med det niende bryllup. Til den fest møder hun rigmanden Harry (Pedro Pascal), der er alles perfekte match. Måske også Lucys - hvis ikke ekskæresten John (Chris Evans) rumsterede i baggrunden med skuespildrømme og lavstatus.

Songs manuskript er let og legende, og trods coolness og materialisme gør hun karaktererne likeable. Man mærker charmen selvom Lucy og Harry begge kender spillet og forhandler deres relation. Johns ydmyge og forelskede sjæl, der hviler i sig selv og sine valg. Og et utal af klienter, der lufter deres urimelig kærestekrav og skjulte følelser af usikkerhed. Mennerskers værdi - gennem blandt andet udseende, job, højde, alder, bmi, løn og kultur - bliver vendt op og ned, og regnestykket skal bare gå lige op.

Filmen er klart bedst når den nailer dating og matchmaking med både tåkrummende klicheer og de mere sårbare og skræmmende. Førstnævnte burde kunne give nogle grin, men de er efterhånden så patetiske at der kun er aversion tilbage. Song balancerer hårfint på grænserne, men man kunne ønske sig mere udforskning af de mere seriøse emner. For dating er kørt ud på et destruktivt sidespor, og der er en latent sandhed i chefens replik om at de er en slags terapeuter, når de dealer med deres klienters ensomhed og afvisninger.

Ligeså påvirker det også Lucy til at overveje sit eget datingdilemma, og i denne anden halvdel af filmen bliver alt mere trivielt romantisk drama. Desværre, for så er man tilbage i "kærlighed over komfort", og "man kan ikke styre hvem man har følelser for". Interessant nok er den store konklusion om "at føle man er noget værd" jo dobbelttydig, men det negligeres imens enhjørningen er igang med at skifte ham tilbage til det traditionelle. 

’Materialists’ mister en del af sine forfriskende og anderledes vinkler undervejs, og den ellers fantasifulde ramme som filmen er pakket ind i, skaber lidt virkelighedsforvrængning. For den er tydeligvis en fantasi - Lucys fantasi. Men der er noget skævt i denne banalisering af basisbehov og ægte følelser, og det spejles i virkeligheden som et eventyr med en overdrevet lykkelig slutning. Og her tænker man så på enhjørningen igen.