pixel

En snegls erindringer

  • Adam Elliot
  • premiere 9. oktober 2025
  • 6

En snegls erindringer

Fakta

ANIMATION

Originaltitel: Memoir of a Snail

Premiere 9. oktober 2025

Med en blanding af dyster humor, tragedie og melankoli, har den australske stopmotion-instruktør Adam Elliot skabt et gribende mesterværk fyldt med smerte og vrede og et hint af håb. 

‘En snegls erindringer’ er løseligt baseret på instruktørens eget liv og selvom fortællingen og fremtoningen har en næsten barnlig uskyldighed over sig ved første blik, skal man ikke tage fejl - det er en film for voksne. En livsklog, til tider hjerteskærende, morsom og tankevækkende krønike om livets prøvelser og trængsler for den ensomme outsider Grace Pudel.

Efter at have mistet sin excentriske gamle veninde, Pinky, fortæller Grace i et flashback sin livshistorie til et af sine kæledyr, sneglen Sylvia. Grace har en forkærlighed for snegle - både figurer og levende dyr, en hobby hun overtog efter sin mor, som døde i barselssengen da Grace og tvillingenbroderen Gilbert blev født. Gilbert har altid været det kærlige centrum i Graces liv. Han beskyttede hende i skolen mod de andre børns drillerier og sammen overlevede de deres alkoholiske og paralyserede fars misrøgt. 

Men da faren dør bliver Grace og Gilbert revet fra hinanden og sendt til plejefamilier på hver sin side af landet. Gilbert til en overfyldt og ukærlig gård, og Grace til et ægtepar som har smag for swingerlivet og derfor ofte er væk hjemmefra. Grace er ulykkelig og savner sin bror frygteligt. Og trods hans mange kærlige breve med lovning om at de en dag vil blive genforenet, kastes Grace ind i en spiral af angst og depression, hvilket resulterer i tvangshandlinger med at købe bøger i hobetal og hamstre ting og produkter med snegle-tema. Hun bliver mere og mere en indelukket særling.

Lyset tændes i mørket da hun møder Pinky, en ældre dame der selv har haft utalliger udfordringer og sorger gennem livet men alligevel er fuld af livslyst, positivitet og mod. Pinky er der til at gribe Grace, når livet giver den unge pige endnu en lussing, og tage sig af hende som den mor hun aldrig har haft. Lige indtil Pinky rammes af Alzheimer og rollerne byttes rundt. Og nu er Grace så igen alene uden noget at leve for.

Stopmotion er en langsommelig proces og detaljerigdommen i ‘En snegls erindringer’ er imponerende. Scenografien er en ting, en anden er karaktererne som er eminente. Deres følelsesmæssige udtryk bringer dem til live - sammen med talentfulde stemmer af bl.a. Sarah Snook som Grace og Jacki Weaver som Pinky - og det føles vitterligt som om de har sjæle. Det er umuligt ikke at komme til at holde af ensomme og særlige Grace og livstykket Pinky. 

Det lykkes Adam Elliot at bearbejde barndommen og det tidlige voksenlivs traumer på en charmerende og hjertevarm måde der får Søren Kirkegaards kendte udsagn “livet skal forstås baglæns men leves forlæns” til at træde tydeligt frem. Et par overraskende drejninger mod slutningen er blot med til at fuldende oplevelsen. Det er en blændende god film.

Mest læste

seneste
film

One Battle After Another
5.04

Paul Thomas Anderson
Caught Stealing
4.02

Darren Aronofsky
Rejseholdet - det første mord
3

Christoffer Boe
Together
4.02

Michael Shanks

seneste
scene

Chess - The Musical
5.04

Det Ny Teater
Taxi Drivers
4.02

Sort/Hvid
Sorte Firkant
3

Blaagaard Teater
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling