The Housemaid

"Beauty is power; a smile is its sword." Ganske nonchelant leveres dette som et favoritcitat (fra den britiske naturforsker John Ray), og det er perfekt til at beskrive temaer og stil i thrillerdramaet ’The Housemaid’. For gennem smilet opnår man meget - fra charmerende over afvæbnende til manipulerende.

Facaden er perfekt og overdådig, fra første øjeblik da Millie (Sydney Sweeney) er til samtale i Winchester-palæet - om jobbet som live-in hushjælp for Nina (Amanda Seyfried), manden Andrew (Brandon Sklenar) og datteren Cece. Og hun er så optaget af egne omstændigheder at hun på palærundturen ikke opfatter et eneste af faresignalerne. Eller gør hun?

For ingen eller intet er så pletfrit som det ser ud i det picture perfect-skabte hus - designet af Andrew og poleret af Nina - og snart viser Nina sig som en super-neurotisk bitch, der konstant virker falsk og/eller truende. Andrew er derimod den ultimative drømmemand, der flere gange redder Millie - og flirt er bestemt ikke udelukket. 

Filmen er baseret på (pseudonymet) Freida McFaddens bestseller fra 2022, og instruktøren Paul Feig har tilføjet lidt af sin velkendte forstadsfrue-farcestil til den mørke thriller. Ikke at det bliver til komedie, men en slags satire i det indimellem overdrevne plot - og et klart kvindemanifesterende drama. Uden at afsløre for meget kan man roligt forberede sig på at ingen er som de først fremstår. Måske lige med undtagelse af kvinden (Elizabeth Perkins) bag favoritcitatet, der har det sejeste smil.

Men her er faktisk kun mistænkelige karakterer, samt suspekte ord og gerninger. Utroværdighed er en del af gamet, og spillet køres flot og frækt af trekløveret i front: Især Amanda Seyfried går all in som Stepford-agtig lady i hvide designer-outfits, imens Sydney Sweeney og Brandon Sklenar forsøger at holde på formerne - indtil tacklingen serveres for dem. 

Og så er der masser af hints fra andre thrillers at fornøje sig med for at samle (pusle)spillet. Eksempelvis en åbning der minder om ’The Shining’, en dukkehus-leg a la ’Hereditary’, loftværelset der er lydisoleret og kun kan låses udefra, en spiraltrappe der signalerer fare og muligheder for vertigo, samt yndlingsfilmen ’Barry Lyndon’ og en forkærlighed for tv-showet ’Family Feud’.

Der er unægteligt en kampånd af games, og trods dybere temaer, følelser og stemninger helt tilbage til filmklassikere som ’Gaslight’ og ’Rebecca’, så mærkes en 1990er-vibe af hede erotiske thrillerhits som ’Basic Instinct’ og ’Sliver’. Lækkert understøttet af skarpe, lyse billeder og et svulmende soundtrack af markante kvindeprofiler som Lana del Rey, Kelly Clarkson, Taylor Swift og Linda Ronstadt.

Så selvom ’The Housemaid’ især mod slutningen føles ganske overmotiveret og proppet med tvists, så underholdes man formidabelt - med både forudsigeligheder og overraskelser - i dissektionen af det perfekte, smukke og overdådige. Og ikke mindst smilet i al sin magt.