Carmen

Moderne opera - det blev ’Carmen’ kendt som, da den havde premiere i 1875. Men også realistisk, rå og småprovokerende i sin passionerede titelkarakter. 

For Carmen har altid været indbegrebet af mere fysisk passion og ligefrem seksualitet blandt de store operaklassikere - kun udfordret af ’Salome’ og ’Lulu’ - og de store arier sprudler af hendes passion og power. Eksempelvis de velkendte, ikoniske linjer "Hvis jeg elsker dig. Så pas på!" og ”Fri er jeg født, fri vil jeg dø.”

Georges Bizets operaklassisker er en af verdens mest spillede operaer, og den er oplagt til moderne opsætning. Tyske Katharina Thomas fokus er på partnerdrab - ifølge FN-rapport fra 2024 bliver 50.000 kvinder dræbt af mænd tæt på dem - og ideen er god, men udførelsen er bare jævnt kedelig og ensformig. Især fordi hun har dræbt det meste af passionen.

Synes Thoma mon at passion ikke er moderne, eller ikke kan passe ind i en forestilling hvor man accentuerer voldelige mænd. At man stadig har den indstilling at kvinder der er lidenskabelige og/eller viser seksuel frigørelse, selv er ude om at blive udsat for vold og overgreb. Det, synes jeg, er umoderne. Fordomsfuldt og undertrykkende.

Carmen er jo netop den moderne kvinde der tør være frembrusende og dristig, og udfordre mændene på det der ofte er deres manerer. Man kan måske ligefrem tolke at hun fremprovokerer volden, så at udradere hendes seksuelle (bram)frihed gør historien mindre stærk. Her har hun stadig sin vilje og selvsikkerhed, men det er ikke linket til seksuel lidenskab, mere en politisk agenda.

Temaet buldrer fra ouverturens glødende toner, da et partnermord - a la Carmens - chokerer den festlige sydlanske markedsplads med børn og voksne som vidner. Korporal Don José (Matthew White) bliver sat til at vaske blodet væk, og da Carmen (Cláudia Ribas) ankommer på motorcykel i rødt læderoutfit slår hun ham med en blomst. Kort efter er han forelsket, så han hjælper hende ud af fængslet og opgiver karrieren samt kæresten Micaëla (Yana Kleyn) for at flygte med hende. Men Carmen vil ikke ejes og efter kort tid kaster hun sig i armene på en toreador (Luthando Qave) - og Don José hævner sig.

Til nutidsbilledet er immigration en interessant tilføjelse. Her er Carmens og vennernes smuglergods ikke tobak, spiritus eller hælervarer, men flygtninge. Og der kunne være mere gods i det, hvis det relevante prostitutionsproblem havde fået lidt fokus, men også her er ideologien for tam.

Der er en del stilmæssig forvirring - i scenografi og kostumer. Afpillet og rodet med kedelige afskærmninger og tynde, grå søjler. Korets - deriblandt mange børn - farverige tøj giver lidt regnbuestemning, men brydes af det læder- og kædeklædte gæng. Og Carmens røde læderoutfit og motorcykel ligner mere en kliche end et sejt statement. 

Mod slutningen går det endnu mere galt. Som om mændene skal nedgøres eller latterliggøres. Ordensmagten pilles ned og Don Josè bliver ynkelig. Men allermest undres man over valget af Luthando Qave som fyrig toreador - og når man så iklæder ham en showkappe fyldt med nuttede plysdyr, så virker det mere komisk end macho. Faktisk er det lidt af et cirkus i den afsluttende tyrefægterarena, hvor de lange bannere med tyrhoveder ligner et mix mellem et modelogo og et gamebrand.

Indtil da har forestillingen været ret stillestående, indimellem helt tappet for energi. Passionen lever heldigvis stadig i librettoen og musikken - og Malmö Operaorkester spiller som altid vidunderligt, og der er indimellem liv i aktørernes flotte stemmer. I titelpartiet har den portugisiske mezzosopran Cláudia Ribas en fyldig og sikker fremtoning, der passer fint til at overtrumfe Don José i amerikanske Matthew Whites udmærkede tenortoner. 

Men allerbedst er dansk-russiske Yana Kleyn som Micaëla - helt sårbar og en vidunderlig sopranklang i soloen ’Je dis que rien m’epouvante’, hvor hun beder Gud om mod, styrke og beskyttelse til at møde den kvinde der gjorde hendes elskede til en ussel forbryder. Hun har mere passion i denne sårbare scene end resten af dette ’Carmen’-show.