pixel

Riv Palads ned, byg biografsale under jorden, og rejs bygningen igen

SFs Gruppeformand på rådhuset, Klaus Mygind, ønsker at bevare Palads men også at give Nordisk Film mulighed for at bygge de moderne biografsale, som de ikke kan skabe plads til i bygningen.

Palads Biograf København

Kort
Palads

Tak til Akademiraadet for at blande sig i debatten om de store byggerier i København, omtalt i Magasinet KBH 3. juli. Det er godt med kritiske øjne på Københavns byplanlægning.

Jeg er helt enig i kritikken af Nordisk Films forslag om at rive Palads ned og i stedet opføre et kæmpehus tegnet af BIG. Det er alt for stort, og det er spekulativt.

Men hvad gør vi? Palads-bygningen er indholdsmæssigt utidssvarende, og bag den har vi en banegrav, som i hvert fald ikke udgør et attraktivt byrum i den nuværende udformning.

Men at rive den ned, vil være dårligt for København.

Genopbyg med samme udseende

Nordisk Film vil gerne bygge underjordiske biografer under Palads og under den nuværende plads foran bygningen.

Min idé er at lade Nordisk Film udvide sine arealer under jorden og bygge nye, tidssvarende underjordiske biografer samtidig med, at Nordisk Film forpligter sig til at bevare Palads-bygningen over jorden i sin ydre form.

Man kan rive Palads ned. Bevare de genbrugelige materialer fra den ydre facade. Bygge de nye underjordiske biografer og indrette Palads-bygningen over jorden til nye aktiviteter. Til sidst kan man genopbygge det ydre gamle Palads med de bevarede og nye materialer, så Palads får det samme udseende.

Er det meningsfuldt? Ja, for bygningers udtryk og historie har betydning og værdi for mennesker. Langt de fleste har gode erindringer med Palads. Palads er kendt som forlystelsessted i København. Vi har været der.

I Berlin er man netop nu ved at færdiggøre genopbygningen af det gamle Berlin Slot midt i centrum, der blev ødelagt under krigen. Ruinen blev fuldstændig fjernet i 1950.

Berlin Slot fremstår i dag med samme ydre, men med nyt indhold. Det kan vi også i København. Nordisk Film vil få nye biografer – København kan beholde en vigtig bygning.

Et ikke-kommercielt mødested for alle

Hvad skal bygningen bruges til ud over at være adgang til en række underjordiske biografer? Jeg vil foreslå, at bygningen bliver et folkeligt møde- og forlystelsessted, der giver plads til ikke-kommercielle aktiviteter. Det har byen brug for.

Det kan ske ved, at Københavns Kommune får råderet over dele af huset som modydelse for, at undergrunden under bliver brugt til biografer. Den plads kan bruges til byens foreningsliv, til kulturinitiativer, til debat om byens liv og udvikling. Basen kunne være et kunst- og musikbibliotek med masser af udøvende aktiviteter. Der kunne være ’dans for alle’ om vinteren ligesom i Fælledparken om sommeren.

Hvad så med banegraven? Her kan der fortsat udvikles projekter, men de skal tilpasses Palads-bygningen og Vesterports bevaringsværdige stationsbygning. Et byggeprojekt her skal have en passende byggeprocent, og det skal skabe en grøn sammenhæng fra Ørstedsparken til den nye bypark i starten af Vesterbrogade, som Tivoli, de andre grundejere i gaden og Københavns Kommune netop har udarbejdet forslag til.

Hvad med biltrafikken i området? Den skal mindskes markant. Erhvervs-, handikap- og beredskabtrafik skal fungere i området. Men ellers skal det være gående, cykel og kollektiv transport. Der ligger to metrostationer, to S-togsstationer og Hovedbanegården inden for 500 meter.

Vær med i debatten om byen. Send indlæg på 500-1.000 ord til opinion@magasinetkbh.dk.

Emner

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 29 kroner om måneden, men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

seneste
opinion