pixel

Analyse klar: Trianglen skal være en rigtig 'plads'

Transformation skal gøre Trianglen grøn og samtidig øge trafiksikkerheden — Ny analyse udpeger to scenarier for en forvandling.

Trianglen, trafiksikkerhed, byrum, begrønning, trafikalt knudepunkt

I dag er Trianglen på Østerbro en lille grå plads omringet af utallige vejbaner på alle sider. Man skal holde tungen lige i munden for at komme ind til den lille ’ø’ i midten.

'Pladsen' huser et par ensomme træer og den gamle, ovale kioskbygning med det irrede tag. Men ellers er der ikke meget, der kan distrahere de få, der bruger pladsens bænke, fra at befinde sig midt i bilos, trafikstøj og udsigt til tre store lyskryds.

Området står i skærende kontrast til den nærliggende Fælledparken, som man kun skal gå et minut for at nå hen til. Og de lokale har i mange år kæmpet for, at Trianglen skulle føles mere som en forlængelse af den grønne park, hvor man har lyst til at opholde sig.

Drømmen er nu kommet betydeligt et skridt tættere på at gå at opfyldelse.

Københavns Kommune har nemlig lavet en såkaldt 'foranalyse' af en fuldstændig transformation af Trianglen. Og resultatet er nu klart.

Begge scenarier i den færdige rapport viser, at det er muligt at etablere en større, grøn plads med steder at slå sig ned uden at forstyrre afviklingen af den københavnske trafik i større grad.

Ja, faktisk peger analysen på, at trafiksikkerheden vil blive forbedret ved at gøre Trianglen til en regulær plads med nu kun to gader omkring sig.

I årene 2020-24 blev der registreret 21 færdselsuheld ved Trianglen, og den nye indretning skulle meger gerne nedbringe dét tal.

Som led i transformationen af Trianglen til en mere regulær plads vil trafikken nemlig blive omlagt, og dermed vil man nedbringe antallet af farlige kryds med stor risiko for sammenstød, konkluderer analysen.

Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg har vurderet forslagene og anbefaler det første af de to mulige scenarier til sine politikere, som mødes den 15. juni for at tage stilling til Trianglens fremtid.

Magasinet KBH er dykket ned i de to forslag.

Scenarie 1

I det første — og anbefalede — scenarie vil man etablere den store, nye plads i den sydlige del af Trianglen. Her vil vejbanen mellem Blegdamsvej og Østerbrogade blive inddraget, og det frigivne areal vil blive koblet på den eksisterende 'ø' i midten.

Det vil give en plads på 2.700 m² — 30% større end Gråbrødre Torv — med rig mulighed for at skabe små grønne lommer ved at etablere plantebede og plante træer.

Som de fleste andre steder i byen gemmer der sig under jorden mange ledninger til blandt andet gas, fjernvarme og spildevand — og på grund af ledningernes placering giver dette scenarie 1 ifølge analysen den bedste mulighed for at begrønne den nye plads.

Bygningen midt på pladsen har tidligere fungeret som sporvognsventesal og kiosk, og den har været en del af Trianglen siden 1907 — og det vil den blive ved med. ’Bien’, som den kaldes, er fredet og bliver stående som et vartegn for Østerbro i begge scenarier.

Rundt omkring ’Bien’ vil forbipasserende kunne slå sig ned på bænke — og formentlig ny udeservering — for at nyde sollyset om eftermiddagen og aftenen.

For selv om pladsen i dette scenarie 1 vender mod nord, så ligger Fælledparkens åbne vidder umiddelbart mod vest, så der er ikke noget der kan skygge for solen lidt senere på dagen.

I dag er der særligt meget trafik i krydset ved Nordre Frihavnsgade, og det er her langt de fleste uheld sker.

Det vil man også gøre noget ved i scenarie 1 ved at udvide både både fortov og cykelsti ved hjørnet mellem Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade — ligesom biler ikke længere vil kunne svinge til venstre fra Østerbrogade nedad Blegdamsvej. Kommer man fra Øster Allé i bil, vil man heller ikke længere kunne svinge til venstre mod Trianglen.

Målet er skubbe noget af biltrafikken væk fra Trianglen, samtidig med at man holder den vigtigste færdselsåre — Østerbrogade — åben som i dag.

Cyklisterne vil til gengæld få mere plads, og nye cykelstier vil ’indhegne’ den nye plads.

Scenarie 2

I det andet scenarie vil man omdanne Trianglen ved at skabe en ny plads i den nordlige del af området. Her er det vejbanen mellem Øster Allé og Østerbrogade, der vil blive inddraget.

Det vil give en lidt mindre plads sammenlignet med første scenarie — i alt 2.350 m2.

I stedet for at indramme pladsen vil to nye, brede cykelstier i dette scenarie ’save’ pladsen over og skabe et mere opdelt byrum.

Løsningen "svækker oplevelsen af en samlet plads", skriver embedsværket til sine politikere, og blandt andet derfor er dette scenarie 2 altså ikke det anbefalede.

Ved at lukke vejen mellem Øster Allé og Østerbrogade vil biltrafikken i stedet foregå syd for den nye pladsdannelse. Og ligesom scenarie 1 vil noget af biltrafikken blive dirigeret væk fra området ved at inddrage nogle af mulighederne for venstresving.

Metoderne i de to scenarier minder altså noget om hinanden, Men første scenarie vurderes at kunne skabe en bedre plads med mere grønt, og hvor muligheden for roligt byliv og forbindelsen til Fælledparken er størst.

Hverken den ene eller anden løsning kommer til at påvirke antallet af p-pladser i området.

Lokale vil lukke Østerbrogade

De lokale har som nævnt i mange år skubbet på for at få forbedret området ved Trianglen.

I 2021 fremlagde Østerbro Lokaludvalg sine egne tre scenarier for en omdannelse — og de pegede alle på, at den nye pladsdannelse skulle ske på den østlige del af Trianglen.

Dermed ville 'øen' med den gamle kioskbygning strække sig over til butikkerne og caféerne ved Trianglens kant ved Odensegade — og pladsen ville vende mod vest.

Men denne mulighed indgår altså slet ikke som et scenarie i den nye rapport. Vil man skabe den nye plads mod øst, vil Østerbrogades lange, lige forløb nemlig blive afbrudt.

Løsningen er i foranalysen blevet undersøgt, men kasseret ”af hensyn til blandt andet trafikafviklingen på Østerbrogade, som er en hovedtrafikåre”.

De lokale må altså stille sig tilfredse med de to opstillede scenarier — og det lader de til at gøre.

Analysens resultater har allerede været i høring hos lokaludvalget, og her peger man ligesom rådhusets embedsværk på det første scenarie som det bedste.

De lokale ønsker også, at der bliver arbejdet videre med at gøre hjørnet ved Nordre Frihavnsgade endnu mere sikkert for cyklister — og embedsværket er åbne for, at det kan indgå i det videre arbejde.

Den nu afsluttede foranalyse er primært en analyse af de trafikale konsekvenser ved at omdanne Trianglen. Hvordan den nye plads skal indrettes, vil der blive arbejdet videre med i næste fase — hvis projektet altså godkendes og finansieres.

Hvis de københavnske politikere følger embedsværkets anbefaling ved deres møde den 15. juni, vil der blive udarbejdet et såkaldt ’budgetnotat’, så projektet kan komme med i septembers forhandlinger for budget 2027.

Foreløbigt er hele projektet vurderet til at koste 40 mio. kr. — uanset om man vælger scenarie 1 eller scenarie 2.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordvest
Overdækning af Helsingørmotorvejen til et grønt byrum, der byder velkommen til København.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling