pixel

Nyt Palads er godkendt

Efter næsten 10 års tilløb er der politisk afklaring: Palads bliver afløst af nybyggeri, der både er nyt og gammelt — og i gruppe er man ikke glad.

palads cobe fem etager hotel

Kampen er slut.

Årtiets måske mest omstridte byggeprojekt har fundet sin vej frem til politisk godkendelse.

Mandag stemte politikerne i Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg for lokalplanforslaget til fremtidens Palads.

Enhedslisten og Alternativet stemte dog imod, og dermed var det med stemmerne 7-4, at projektet kom over den afgørende politiske tærskel.

Facebook-gruppen 'Bevar Palads' har ellers længe kæmpet for, at Palads blev bevaret, som det ser ud i dag — blandt andet ved at opfordre sine medlemmer til at skrive nogle af de 3.128 høringssvar, der blev indsendt under den kommunale proces.

Og stemningen er ikke overraskende ganske dyster i gruppen her dagen derpå.

"Palads led nederlag og tabte til et historieløst flertal af politikere," lyder det i første sætning i dagens opslag, der fortsætter:

"SF kunne med sine 10 mandater have reddet Palads fra ødelæggelse, men valgte i stedet for at lytte til borgerne, at støtte Egmonts og Nordisk Films vanvittige planer."

Og én af de mest populære kommentarer stemmer i:

"Det her er et typisk eksempel på hvor svag og visionsløs politisk magt er. De folkevalgte har hverken moral eller en helhedsopgave i bagagen."

Lille sejr

Når vi overhovedet er nået hertil, skyldes det, at Nordisk Film for år tilbage erklærede, at man ikke længere kunne drive en moderne biograf i den gamle bygning.

Oprindeligt var planen helt at nedrive Palads, og to forslag til nye byggerier — tegnet af henholdsvis Werk og BIG — blev lagt frem og senere opgivet igen.

Nu er man endt med en slags kompromis, hvor Palads' kulørte facade bevares, men hvor alt det indre laves om — og hvor fem ekstra etager til hotel eller kontor vil vokse op inde bag facaden, ligesom der vil blive etableret biografsale i en ny kælder.

De protesterende har altså på sin vis vundet en lille sejr ved, at facade, farver og Palads' lille tårn bevares.

Men bygningen vil alt andet lige voldsomt ændre karakter — og i Bevar Palads-gruppen debateres allerede nu, hvad man kan gøre i næste skridt.

Den opadvendte politiske tommelfinger afventer endelig godkendelse i den samlede Borgerrepræsentation i løbet af nogle uger. Men den vil være en ren formsag, da Københavns Kommune benytter sig af 'delegering':

Beslutningen i et udvalg er i praksis endelig.

Derefter kan man dog f.eks. klage til Planklagenævnet eller søge at få bygningen fredet. Men Planklagenævnet behandler juridiske aspekter — ikke om et byggeri er skønt eller ej. Og Slots- og Kulturstyrelsen har allerede tidligere afvist, at Palads har kvalitet til en fredning.

Magasinet KBHs vurdering er derfor, at det er højst usandsynligt, at Palads' omdannelse nu bliver standset.

Farvel og goddag

Politikerne havde ellers muligheden for at slå bremsen i. Som en del af det såkaldte "politiske handlerum", kunne de have valgt at "ændre omfanget og placeringen af det kommende nybyggeri samt den ydre udformning af bygningerne."

Men det skete altså ikke.

Enhedslisten og Alternativet skrev i en samlet, såkaldt "protokolbemærkning", at man ikke kunne støtte projektet, da "det foreslåede byggeri ændrer karakteren af bygningen og det arkitektoniske udtryk i for høj grad. Bl.a. ønsker partierne, at der ikke bygges højere end den eksisterende bygning [...]"

Men en tidligere modstander, Konservative, hæftede sig ved, at man nu bevarer både "funktion, farve og form" — og derfor støtter man nu byggeriet.

Det næste skridt vil være rent teknisk, og ikke politisk.

Nordisk Film skal sammen med arkitekterne hos Cobe lave de mere detaljerede tegninger, der i sidste ende skal udmunde i en kommunal byggetilladelse — og derefter med et farvel og et goddag til et nyt Palads over de kommende år.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Brian EF
Jeg må sige at jeg faktisk synes det er et fint kompromis, hvor facade, farver og funktion bevares. Men samtidig giver mulighed for noget nyt og nutidigt. Det er altid en svær balance men det er markant bedre end det foreslåede nybyggeri. København må ikke ende som en tidslomme på et frilandsmuseum
Marianneringprivat
Jeg hører til dem, der nu er glade for at sagen får den afslutning. Det er mange år siden jeg har haft lyst til at gå i biografen i Palads, netop på grund af de uddaterede sale og hele det rodede indtryk indenfor. Med de tegninger vi tidligere har set, hvor der vil opstå et grønt og smukt cafémiljø mellem den gamle og den nye ydervæg, synes jeg at der er mere at se frem til, ligesom jeg mener at det ville bidrage til et mere åbent ude/inde miljø på pladsen. At bygherre har imødekommet ønsket om at bevare farver, tårn og Kai Nielsen skulpturen synes jeg skal påskønnes. Desuden mener jeg at det er en fordel for oplevelsen af bytummet ved pladsen, at bygningen øges til den højde, den gør. Det virker underlig uafsluttet nu, det gamle Palads kan ikke modstå det visuelle pres fra cirkel-tårnene. er den grund skulle man måske også overveje om hvid er den rigtige farve til de nye etager. Men alt i alt: godt at projektet nu er stemt på plads.
Hans Bjerregaard
Jeg vil vædde en biografbillet på, at Cobes billeder af overbygningen ikke er i nærheden af at vise, hvordan monstrummet kommer til at se ud i virkeligheden. Til den tid vil politikerne forklare, at de føler sig snydt. Forsøg har vist, at regnorme kan lære af deres erfaringer. Politikere kan ikke.
Soeren.chr.jensen_1735

Utrolig beslutning. Et arabisk palads oven på det gamle hus! I ødelægger begge dele.

Malte Vinding
Virkelig ærgerligt at Enhedslisten og Alternativet nu har sat sig grundigt på NIMBY-tronen i København. Intet som er højere end det eksisterende må tillades, simpelthen??

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling