Alvin Ailey American Dance Theatre

’Revelations’ hedder signaturværket fra Alvin Ailey American Dance Theatre, og det holder fuldt ud! For selv med over 50 år i de svingende hofter føles denne fremstilling relevant, fascinerende og fuld af varme. Hvilket ikke er tilfældet med resten af aftenens show, der mangler nogle trin på åbenbaringsskalaen.

Den ikoniske dansetrup er tilbage i Tivoli for 14. gang, og det første (ud af tre) program består udover signaturen af tre klassiske Alvin Ailey-koreografier til Duke Ellington-musik. Alle fra midt-70erne – og her trykker alderen desværre. Ingen tvivl om at de var forud for sin tid dengang, og det er stadig spillevende og flot dans, men man savner nogle indspark af moderne højder.

Tivolis Big Band får ellers tilføjet ekstra swing til de Ellingtonske jazztoner, og danserne er i absolut springform til det heftige tempo, der præger både ’Night Creature’ og ’The River’. Fra katteagtig flirt med funky klaverklimt til flydende (og mere tungt) flodtema med utallige piruetter og spring. Mest imponerende er de seje grupperinger, hvor positurer, svaj og løft skaber anderledes associationer. Der danses virkelig igennem, og energien sparkes helt op til balkonen, men efterhånden føles trinene ensformige og svære at skelne/forstå i forhold til de forskellige fortællinger.

Anstrøg til noget nutidigt har ’Pas de duke’, Aileys hyldest til den klassiske ballets pas de deux, oprindeligt skabt til Judith Jamison (der overtog ledelsen af kompagniet efter Aileys død) og Mikhail Baryshnikov. Jacqueline Green er sensuel, fræk og farlig i det nedtonede jazzarrangement, og et lækkert match med Antonio Douthit-Boyd, der dog netop her er småkedelig i sit flirteri. Til gengæld er han fuldstændig fabelagtig i ’Twin Cities’ (’The River’) – også i clinch med Green – og ’I Wanna Be Ready’ (’Revelations’), hvor hans fuldstændigt vilde muskelkontrol peeker.

Han er det ultimative billede på de høje, muskuløse afroamerikanere, der bare er synonym med Alvin Ailey American Dance Theatre. Man lægger derfor hurtigt mærke til de andre nationaliteter, hvis fysik er spinklere og bevægemønstre er disparate. Det er naturligvis positivt at kompagniet har bibeholdt Aileys vision om dansere af forskellige nationaliteter, størrelser og danseteknik, men det fungerer bare bedst med de rytmisk stærke sorte. Især Kanji Segawa og Megan Jakel falder igennem dansemæssigt, og Michael Francis McBride er showets usjove klovn med lyseblå mavetop.

Balancen mellem alvor og sjov samt drama og dans er sublim i ’Revelations’. Man mærker både fortællingen og den historiske kontekst i Aileys arvelod, der strutter af sjæl, sol og styrke med sin afroamerikanske råkultur og guddommelighed. På godt og ondt. Helt fortjent er ’Revelations’ et af den moderne ballets hovedværker, så populær at ingen fod og intet hjerte står urørt. Fantastisk, ganske enkelt.