Den store Gatsby

Der var engang… et rigt og stort land. Nu er det blegnet og usikkert flagrende - som åbningsbilledet af et sort-hvidt "stars and stripes"-flag viser, og et endnu mere symbolsk slutbillede. Men mest af alt er denne nye Gatsby-ballet en nostalgisk og smuk forestilling om magt, penge, fornøjelser og skønhed, der fordærver moral og følelser.

F. Scott Fitzgeralds ’Den Store Gatsby’ er den ultimative romanklassiker af tidløs elegance og skønhed, men dens kerne er ensomhed og tragedie - samt et billede på den amerikanske drøm som forfejlet og forfalsket. Et nybrud i amerikansk litteratur, hvor forfatteren spejlede sig selv og sine omgivelser, og gennem årene en evig reference til overflod og lækkerhed.

Jay Gatsby (Oscar Ainscough) er hedonist, og han er god til at skjule sine følelser i stolthed og overlegenhed. Samt fest med masser af guld, bobler og dans. Hans fortid kender de færreste, og hans drøm er at genforenes med ungdomsflirten Daisy (Victoria Bell). Hun er gift med rigmanden Tom (Jonathan Chmelensky), der har en affære med korpigen Myrtle (Stephanie Chen Gundorph), som er gift med tankpasseren George (Oliver Marcus Starpov). Som bindeled er fortælleren Nick (Mathieu Rouaux), Daisys halvfætter, der lige har lejet et sommerhus overfor Gatsbys palæ.

Det er lidt af et menageri at holde styr på i en ballet, men portugisiske Arthur Pita har skabt store handlingsballetter før, så det går ganske flydende. Selvom det indimellem kammer over med dansernes fortællende fagter. Men opsætningen er en visuel nydelse, og stilen er ret filmisk i både udtryk og musik. Desuden med mange sceneskift, hvor korpiger og andre karakterer skiftes til at lave små optrin på forscenen/foran scenetæppet.

Gary McCanns scenografi - med videodesign af Adam Ankarfeldt og Magnus Pind - er helt klassisk og tydelig i sine kontraster: Den elegante, pæne rigdom overfor den dystre, snuskede underklasse. Mellem dem ruller en skinnende Rolls Royce, men overalt er det en falmet verden i nedtonet farvepalette af primært pasteller og matte naturfarver. Gatsbys palæ bliver anonymt trods sin storhed, og Georges tankstation får et mystisk præg. Ikke mindst med det berømte billboard af doktor T.J. Eckleburgs øjne - ret hærget af tid og vejr, måske som en metafor for folks syn på virkeligheden.

Den realitet vipper også i de mange spejle - på væg, gulv og loft - hvis blanke overflader både forskønner og forvrænger. Der er dobbelthed og skygger, og især pool-scenerne skaber fascinerende spejlbilleder, både i det livlige festsprøjt og den knugende tragedieramme. Her er masser af guld, men nogle steder er det blevet til sølv, og begge dele får - som spejlene - et skær af fordærv. Ligeså den passionerede røde farve sammen med guldet i showklubben hvor man udlever sine fantasier, med bedrag, list og lusk.

Både ved poolen og i klubben skratter en gammel grammofon med Gershwin-klassikere som ’Embraceable You’ og ’They can’t Take That Away from Me’, og det er en fin kontrast til orkestrets ret rolige tilgang til resten af Gershwin-materialet og nye kompositioner af Frank Moon. Det er lækkert og smukt, men man savner alligevel mere liv og variation i musikken.

Den visuelle storhed vinder helt klart over både musik og dans. Koreografien opleves ikke med samme overdådighed selvom Pita har mixet klassiske ballettrin med moderne danseudtryk og lidt can-can a la musicals. Mest fængende er Oliver Marcus Starpov og Stephanie Chen Gundorph med følelsesstærkt moderne touch - både sammen og solo.

Mellem Rolls Royce, guldpailletter og pastellykke popper små, bitte oprør sporadisk op, uden at gøre meget væsen af sig, og oftest bare for at blive undertrykt igen. De oprørske tramp fra korpigerne, de stjålne homo-kys, den forbudte showklub, Gatsbys kamp mod fortidens skygger, og Daisys frigørelse, der altid har været den mest ambivalente. Mere udholdenhed er der i den spøjse harlekin (Tobias Praetorius), her med Mickey Mouse-maske - et ikonisk US-ideal for uskyld, optimisme og heltemod - og han får også det sidste spadestik til US-derouten.

’Den store Gatsby’ er en flot fejring af 100-året for romanklassikeren, og denne tolkning rammer tidsånden perfekt - ligesom spejlingen i vor tid er ganske frygtindgydende. Det varer noget tid før man rigtig mærker det, for alt det smukke og overfladiske forfører. Det er det evige dilemma med Gatsby - men pointen holder max, for igen er vores verden manisk optaget af at alt skal se fantastisk ud, være rigtigt og føles smukt. Dekadent har fået en tilføjelse: artificiel - og det skaber kun mere ambivalens.