Koreorama nr. 01

Den Kongelige Ballets nyeste tiltag findes bag udviklingsprojektet ’Koreorama’, som er Nikolaj Hübbes nye uddannelse. Her har kompagniets koreografiske talenter mulighed for at skabe helt nye værker der bryder med balletkoreografiens traditioner, men alligevel fastholder ballettens unikke karakter. Denne sæsons bud på, hvilken retning balletten skal bevæge sig i er: solisterne Tara Schaufuss og Tobias Praetorius, samt korpsdanser Lorenzo Di Loreto.

Åbningsforestillingen af Tara Schaufuss står klart stærkest tilbage i genkaldelsen af de tre værker. Hvorfor vente med det bedste til sidst? Det blev skabt mens Schaufuss var i en nostalgisk tilstand og gjorde sig mange tanker om de følelser og minder der fylder et menneskes sind. Derfor fik forestillingen også passende titlen ’Passengers of Passing Moments’ og skildrer de minder vi ikke altid formår at slippe, men som hele tiden hjemsøger os. Skabt i tæt samarbejde med musiker Josefine Opsahl, der også indtager scenen med sin cello.

At musikken ikke blot er skabt til stykket, men også rummer bider fra Opsahls allerede eksisterende numre, er tydeligt under forestillingen, hvor bevægelser og musik gensidigt leder hinanden. Opsahls drømmende lyde passer til Schaufuss’ forsøg på at vise mindernes karakter, nu omsat til bevægelser. Bag de rørende bevægelser findes danserne iklædt hver sin farve, dog står den iklædt den sarteste farve stærkest frem, danseren Agnes Rosendahl. 

De fine, skrøbelige, men også insisterende og gentagende bevægelser tydeliggør, hvordan fortidens ansigt viser sig og øjeblikke genspiller sig i vores sind, både når vi forsøger at holde fast i fortiden, men også når vi forsøger at undslippe den. Som beskuer henkastet i rare fornemmelser, lette smil på læben, men også en vis melankoli og tristesse, som dog er lettere udefinerbar, men stærkt sanselig - ligesom vores minder. 

Andet værk af Lorenzo Di Loreto ’Don’t be scared’ sætter fokus på de følelser der kan opstå, når vi forholder os til det store univers, og alt det der er udenfor vores magt, og som vi ikke helt forstår. Trinene er inspireret af hvordan højere uforklarlige magter påvirker vores gang, og således også koreograferet på en måde så vi er i tvivl om det er danserne selv, der sætter gang i kroppens bevægelser eller om det nærmere er noget større der styrer dem.

Her bankes på en væg af plastik og bevægelsen udløser bølgebevægelser på overfladen. Bag plastikoverfladen ses også silhuetter, der bliver forvrænget, samt en voice-over der til tider dukker op og citerer hvad der lyder som et digt i et tonefald, der vækker en hvis ubehag. Dermed leger forestillingen også med det ubekvemme, der fint indkapsler følelsen af det ukendte, som kan virke skræmmende, men også fascinerende. Dette værk fremstår også som det, der bryder mest med den klassiske ballet, der til tider også bliver lidt for besynderlig.

Sidste stykke er Tobias Praetorius’ værk ’Trois Nocturnes’ som er inspireret af en række malerier med titlen ’Nocturner’ af den impressionistiske kunstner James Abbott McNeill Whistler, samt den franske komponist Claude Debussys inspiration af selvsamme malerier. Praetorius vil skabe dansetrin der mimer pensler i bevægelse - "et maleri i skabelse" som han selv beskriver det - og det levende maleri skabes til lyden af Debussys ‘Nocturnes L.91.’ 

Danserne er iklædt blåt tøj, og de ligeledes blå og til tider gule farver på scenen, skaber en fin harmoni sammen med dansernes klassiske trin. Det bliver næsten så harmonisk, at værket ikke på samme måde viser en ny retning for balletten, men måske nærmere bliver en hyldest af det der allerede er, en genskabelse af andres genskabelser. 

’Koreorama’ er et projekt, hvor fremtidens koreografer har fået frie rammer og skabt tre meget forskellige værker, som dog alle viser en enten tværkunstnerisk skabelsesproces og inspiration eller en opmærksomhed på, hvordan vi blot er en lille del af noget større.