pixel

Amadeus

  • Det Kongelige Teater
  • premiere 18. januar 2019
  • 6

Fakta

DRAMA

18. januar – 17. februar 2019

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Et nodebjerg tårner vildt og monstrøst, som truer det med at bemægtige scenen komplet. Indimellem blafrende yderst og/eller glødende inderst som et inferno af kunstens tilblivelse, der lever eller dør med sin skaber. Eller måske til evighed.

Gammelt og nyt, dur og mol, symfonier og operaer, komisk og tragisk. Nodemassen er billedet på Wolfgang Amadeus Mozarts imponerende iderigdom – konstant i hans tanker, affærer og livsvilkår – på godt og ondt. For hans genialitet afstedkommer både beundring og misundelse, og den største rival, hofkomponist Antonio Salieri agerer ven og rådgiver, men er mest fjende, når han intrigerer med hofjobs og depravation af viven. Eller måske endda forgifter Mozart?

Det er livlig dramatisering over forholdet mellem Mozart og Salieri, der i virkeligheden nærmede sig vennestatus. Men Peter Shaffers teaterstykke fra 1979 – og Milos Formans Oscar-vindende film fra 1984 – har været med til at skabe et ubrydeligt link mellem de to, som den ultimative klassiske rivalisering. Med den moderne psykologiske vinkel på beundring versus misundelse, hvor karaktersympatien kan tippe begge veje, afhængigt af opsætning.

Søren Sætter-Lassen er eminent som Salieri, ligeså dreven og udspekuleret, men ikke så syleond som de fleste i rollen. Vores sympati pirkes med en snert sårbarhed, når han ædes op af sin misundelse og nedrighed, og må erkende at han ikke kan lade være med at beundre Mozart for hans overvældende fuldkommenheder musikalsk. Han kommer endda til at sige det offentligt, og hjælper dermed rivalen. 

Det er Salieris historie, hans dilemma og hans udvikling, men han rykker jo kun qua Mozart, så han skal have det modspil, den karakterstyrke at udfordres af. Det gør Simon Bennebjerg kun halvt. Han er fantastisk i det infantile skide-snakkende pjattemodus, men der mangler en bund af selvbevidsthed til at understøtte geniets vildskab, og den dødsfrygt han er fæstnet i under de sidste ’Requiem’-skriblerier.

Men der er også en anden lille genistreg i titlen, for Amadeus betyder elsket af Gud. Og for den gudfrygtige Salieri betyder det at kunsten er skabt af Gud, og eftersom han har lovet evigt troskab i musikkens navn, føler han sig svigtet af at Gud har givet Mozart det genius han selv forventede. Derfra udfordrer han guddommeligheden, og venter ved hvert hævngerrigt øjeblik straffen fra sin Gud.

Omkring dem brillerer et broget galleri af hofsnoge, -narrer og -damer med svingende lyst til kulturel lidenskab. Især fornøjelig er Kristian Halken som et fjog af en kejser, Henrik Koefoed som luskebuks-smigrende operachef, og Rosalinde Mynster som viven Constanze, der matcher Mozarts fjollerier, tekstuelt og seksuelt. Samt de to bronzemalede venticelli (sladderhanke), der smider ideer og kommentarer som gulddrys fra deres englevinger.

Der er masser af skønne detaljer i ’Amadeus’, ikke mindst af scenograf og kostumier Maja Ravn, hvis nodebjerg også bliver et symbol på Kasper Holtens iderighed, showets oversætter og iscenesætter. Hans formidable tolkning af ’Amadeus’ er totalteater til perfektion, og det er for alle. Som (ny) chef for Det Kongelige Teater samler han alle tre kunstarter på Gamle Scene, med handlingstilpassede operaindslag, såsom den omdiskuterede dans i ’Figaros bryllup’, faderskyggen i ’Don Giovanni’ og den populistiske arie ’Der Hölle Rache’ fra ’Tryllefløjten’.

For Mozart som for Holten er det blandt de største håb og drømme at musikken kan samle alle arter, kultur som folk, i stedet for at ”snobtudse”, som Mozart kalder det i Holtens friske oversættelse. I sin samtid blev Mozart opfattet som kunstnerisk kompleks, men i hans kompositioner var der også gentagelser, som omkvæd, der efterfølgende har fået mange til at kalde Mozart for sin tids pop/rockstjerne – hvortil personligheden passer fremragende. Derfor hører vi også kejseren kommentere modstridende: ”alt for mange noder” og ”hold igen med gentagelserne.”

Det pointerer netop bredden i musikken, hvor gammelt og nyt, akademisk og populært, kompliceret og banalt med mere kan opnå sublimt samspil. For som det tårnende nodebjerg er musikken altherskende her. Fra start danses der virtuost blandt nodeark, som midtvejs kastes legende omkring, og senere er folk indsvøbt i nodestrengene. Allermest Mozart der lever og dør for musikken. Men hans musik lever for evigt – og virtuositeten inspirerer stadig! Som til dette fabelagtige totalteater!

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

En skærsommernatsdrøm
6

Betty Nansen Teatret
Skatteøen
5.04

Folketeatret
Lehman Brothers
5.04

Republique
Cyrano de Bergerac
5.04

Skuespilhuset
Spillemand på en tagryg
4.02

Det Ny Teater

seneste
film

Fat Front
5.04

Louise Detlefsen, Louise Unmack Kjeldsen
Joker
5.04

Todd Phillips
Smerte og ære
5.04

Pedro Almodóvar
Ser du månen, Daniel
4.02

Niels Arden Oplev, Anders W. Berthelsen