Enetime

”Eksemplet er ikke overbevisende!” Den vanvittigt ophidsede lærer råber og repeterer, så gejl og hetz smelter sammen i grotesk magtudøvelse overfor elevens manglende evne til at tilfredsstille ham til denne enetime i tilværelsens absurde grundvilkår. 

Tolkningen af rumænsk-franske Eugène Ionescos klassiker ’Enetime’ har mange tidløse tråde, for i interaktionen mellem det absurde ordkløveri og det tvetydige kropssprog ligger al den historie og mening, som overfladen ikke fortæller så ligetil. 

Som i livet – her forklaret af læreren med analogien om ikke kun at samle men også skille, i aritmetikkens simpleste læring om addition og subtraktion. Det går selvsagt grueligt galt. For her er mere metode end videnskab, og i den vilde volapyk udvikler det sig mere som en terapitime, som læreren hverken kan styre eller få nok af.

For den unge studine trykker både på pleaser- og provo-genet med sin lolitaudstråling, og med hver deres selvforherligelse og -tilfredshed går ikke kun sproget i faux pas men også kroppen. Karakteristisk kønskamp og autoritær magtudøvelse i herlig konfrontation med pseudo-intellektualisme.  

Ionesco kalder det selv drame comique, og det er sært sjovt i starten, selvom man ved det er optakten til ondskaben. Det frygtelige, der lurer i husholderskens uldne advarsler, den eskalerende galskab i intellektet og rammesangen ’Tomorrow belongs to me’, nazi-hymnen fra ’Cabaret’. Nazi-referencerne er Ionescos fingeraftryk fra 1951, hvor teksten er skrevet, men i forestillingens magtbillede og dets absurde argumenter af suverænitet kan man sagtens se en nutidig kontekst.

Ikke mindst i det hvasse lys af Marianne Nilssons enkle scenografi af sorte, knivskarpe linjer, der sammen med de grå/sorte kostumer svæver mellem nutid og fortid. Tidløst og karakterfast. Som skuespillertrioen Mads Wille, Rosalinde Mynster og Sarah Boberg, der udnytter hver en detalje i absurditeten uden at skeje unødigt ud. Ganske enkelt mesterligt, særligt af Wille, hvis groteske glosestrøm er lynende velturnet.

Dermed er Maria Vinterbergs opsætning af ’Enetime’ et nærmest perfekt eksempel på absurd teater – skræmmende strikt, fabelagtigt fascinerende og med skør, sort humor. Store spørgsmål der ikke besvares, og helt i Ionescos ånd ingen begyndelse eller slutning, men en lammende følelse af at livet kører i loop.