pixel

Aminas breve

  • Jacob Bitsch
  • premiere 9. marts 2017
  • 4.02

Fakta

DRAMA

Premiere 9. marts 2017

Der er et billede her, som minder om den ikoniske James Dean-illustration ’Boulevard of Broken Dreams’ – et kulturikon for det ensomme, desillusionerede og fremmedgørende. Ligeledes nailer denne films regnvåde, triste, farveløse og affolkede hovedstrøg både en tidsånd og et menneskesind. 

I 2005 bragede Jonas T. Bengtsson igennem med debutromanen ’Aminas breve’, og nu hvor debatten om minoriteter stadig syder, er filmatiseringen aktuel som en knytnæve af indignation. Desværre bliver filmen lidt overfladisk i konfrontationerne, og går ikke hele vejen med den mentale kompleksitet, der gør bogen så unik. Opbygningen er virkelig nervepirrende, men mod afviklingen tækkes det gængse actiondrama med indvandreklicheer oveni.

Det er ikke nemt at dechifrere den paranoid skizofrene hovedperson Janus, der er både fortæller og aktør i sit livs virkelige mareridt. Men Esben Smed får genereret et realistisk miks af ømskindet desperation og spottende vanvid, der gør Janus så uberegnelig at det bliver den bærende spændingskurve. Ikke mindst fordi han færdes blandt folk, der heller ikke ligefrem er stabile.

Janus er på udgang fra den lukkede, og leder efter det eneste, der har givet ham håb de seneste år: Amina (Siir Tilif), hvis lindrende strøm af breve pludselig stoppede. Tilbage blandt gadeeksistenser, misbrugere, kriminelle og indvandrere møder han mest blindgyder eller knytnæver, men så bløder Aminas søster Gülden (Sarah-Sofie Boussnina) op og leder ham tilbage på sporet.

Filmens kvinder er alt for bløde, søde eller dumme – og man forstår ikke Amina og hendes forhold. Værre er en indflettet moderproblematik, sekunderet af den romantiske Astrid (Lisa Carlehed) med mor/barn-issues, i stedet for bogens seje kunstflirt Anna. Det forhold var essentielt i forståelsen for Janus’ udvikling udenfor murene, og slutningen, som her også er noget svagere end bogens psykologiske lag. 

Bogen er mere rå, men filmen fanger følelsesløsheden, der værker i alle kroge af de udskudte eksistenser, som samfundet ikke har plads, overskud eller empati til. Samfundskritikken er mindre udtalt i filmen, men de fortabte drømme resonerer allesteds. Som i det regnfulde, tomme strøg. ’Aminas breve’ er fuld af disse fortabte sjæle, der for alvor mærker ensomheden, desillusionen og fremmedgørelsen. De og det bliver kun en større og større del af vores samfund, og denne film er et (forholdsvis) fordomsfrit skrig på bevågenhed.

Mest læste

kommentarer

seneste
film

Fat Front
5.04

Louise Detlefsen, Louise Unmack Kjeldsen
Joker
5.04

Todd Phillips
Smerte og ære
5.04

Pedro Almodóvar
Ser du månen, Daniel
4.02

Niels Arden Oplev, Anders W. Berthelsen
Once upon a Time... in Hollywood
5.04

Quentin Tarantino
Carmen og Lola
3

Arantxa Echevarría

seneste
scene

En skærsommernatsdrøm
6

Betty Nansen Teatret
Skatteøen
5.04

Folketeatret
Lehman Brothers
5.04

Republique