I dine hænder

”Drop de skide gummihandsker!” Den dødssyge hovedkarakters budskab er spiddende klart, og debutinstruktøren Samanou A. Sahlstrøm når også målet for sine karakterer. Men rejsen derhen er ikke helt så velfunderet.

’I dine hænder’ er en modig debutfilm, som vakler mellem liv og død. Vitterlig. For hvordan lever man som man gerne vil? Og dør når man er klar? Livet kan og bør ikke kontrolleres fuldt ud – men hvad med døden? Niels er terminal patient og ønsker at tage til Schweiz for at få assisteret selvmord. I en blanding af barmhjertighed og udfordring bliver sygeplejersken Maria overtalt til at tage med, og dermed bliver det ikke bare en rejse mod døden, men også livet.

For Maria har seriøst brug for nogle spark ud af sin selvopofrende hverdag, og bitteregoisten Niels kan godt nok ikke bruge understellet, men har masser af verbal kraft at grovfile hende med. Peter Plaugborg har som altid en yderst stærk tilstedeværelse, der kan stjæle hele scenen med et enkelt blik, men svenske Lisa Carlehed er noget tam i sit med- og modspil, muligvis fordi rollen mangler særpræg.

Sahlstrøm vakler mellem at fortælle historien om Maria og den mere modige om assisteret selvmord. Kameraet kører med Maria væk, når hun trækker sig fra lægesamtaler og andet, og ligeledes udelades hendes reaktioner på egen udvikling, indtil den uundgåelige slutning.

Filmens kerne er rørende og særligt udtryksfuld i, hvordan de beskytter sig selv mod smerte. Han ved at spy om sig med vrede, hun ved at lukke af følelsesmæssigt. Det skaber en interessant dynamik, at han provokerer hende max, og hun kæmper for at holde masken. Men det er også en svær balancegang med at engagere publikum i to karakterer, som man kun lærer minimalt om.

De større scenarier, Sahlstrøm bruger til at ruske karaktererne, er så klichefyldte, at de irriterer mere end de rør. Sex er den nemme vej til at stimulere en følelsesløs sjæl, og flosklen er endnu større med den stakkels Bambi, de rammer med bilen. En tredje banalitet, som Niels opsøger i Hamborg, kunne faktisk være lykkedes, hvis konfrontationen havde været mere direkte og reflekteret.

Men selvom man ikke helt mærker deres tilknytning, er man nødt til at tro på den, emnet taget i betragtning. For det bliver ikke mere intimt end døden. Hvilket man ikke er i tvivl om efter den lammende præcise afvikling af Niels’ mål. Her trækker kameraet ikke væk – og faktisk pointeres kameraets rolle med det ekstra, der er en juridisk nødvendighed ved disse seancer. Tårevædende realistisk.

Stilistisk holder stemningen fuldt ud. Med underskøn, molbaseret musik af August Rosenbaum – og en velplaceret Nick Cave-ballade, ‘Into My Arms’. De ultranære billeder giver fornemmelsen af intimitet på nippet til at være grænseoverskridende, imens den afblegede farvepalette – hvidkridtede hospitaler og hoteller eller falmede bosteder og landskaber – trækker kulden op. Især det isnende vinterland, der ofte virker øde og utilgængeligt, spiller sin rolle flot. Helt exceptionelt i den smukke og stærke slutning, skarpt og livsbekræftende – helt uden gummihandsker, og alt andet. Bare rent mod og vilje.