Amour

Vi kender Michael Haneke for hans lydefri, cinematografiske digte, med en signatur af ondskab og angst.

I årets Guldpalmevinder, ’Amour’, er ondskaben lagt på hylden, men det angstprovokerende kommer til udtryk gennem instruktørens evne til at stille foruroligende, sociale spørgsmål og skildre revnerne i det moderne samfund.

Det er en trist historie om et ægtepar, som gennemgår deres samlivs største forandring, inden døden skiller dem ad.

Hustruen, Anne (Emmanuelle Riva), får et slagtilfælde og går en kummerlig tilværelse som invalid i møde. Manden, Georges (Jean-Louis Trintignant), ser ingen anden udvej, end at Anne bliver i deres hjem til hendes dages ende. Han står selv for at passe hende; det gør ham svag og hende skamfuld.

Hun bliver mere og mere magtesløs, og ender til sidst tilbage i livets første stadie, hjælpeløs, som en stor baby. Hendes dødsangst forvandles nu til et opgør mod livet. Døden afsløres i al sin hæslighed og tillægges sin rette røst.

Men filmen handler om kærlighed. På trods af ovenstående realiteter. Det kommer til udtryk gennem Georges, som er redebon til at udføre hjerteknusende handlinger i kærlighedens navn.

Jeg har altid beundret Hanekes evne til at finde det maksimale udtryk med et minimum af ydre bevægelser.

Hans forkærlighed for lange, statiske indstillinger, er en måde at lade kameraet registrere, uden nogensinde at hidse sig op. Jo voldsommere hændelse, desto mindre medvirker kameraet; selv i de dybeste, følelsesmæssige kulminationer.

Fortælleteknikken giver publikum rum til forstå karaktererne. Deres reaktioner er aldrig en imitation af følelser, og derfor undgår vi et klichélandskab med sentimental medynk for ældre mennesker og en tragisk situation.

Sådan ser livet ud, og det giver mig lyst til, at trænge ind i hemmelighederne bag virkelighedens vægge.