Antboy: Den røde furies hævn

Pissemyren vender tilbage. Fri af oprindelseshistoriens snærende skabelon for at bevise sig som et superhelte-alternativ i en hverdagsdansk tone for hele familien. Lige som i bøgerne. Men trods pæn succes og større budget går toeren ikke dybere end det sympatiske udlæg. På lærredet sidder Antboy fast i overfladen som en hurtig gang hyggelig kopi uden yderligere ambitioner for hverken genre eller målgruppe, end at så gik der tid med det.

Og den korte spilletid glider da ubesværet videre i Spider-Man-sporet: Jo lettere det bliver at være myredrengen, jo sværere er det at være Pelle-drengen. Som når pligten hele tiden kalder, lige når man skal til at fortælle Ida, hvor sød hun er, så ham den nye flødebolle med guitaren i stedet får klemt sig ind i varmen. Den chokolade-drevne minihelte-identitet har dog også sine pigeproblemer, for svigtende fanpleje og adgang til en usynligheds-dippedut sætter scenen for en ny kappeklædt plageånd.

Nicolas Bros Loppen lurer stadig i skyggerne, men kun i skyggerne, og det bliver ikke halvt så farligt med mindreårige superskurke, der lyder som om de læser op, mens de truer med at løfte tunge ting på de samme to locations. Effekterne er blevet dyrere og mindre opfindsomme. Hverdagsvinklen bliver ved syretissen, vi vist fik grinet færdig af i første film, og er genre-referencerne egentlig stadig referencer eller bare det laveste punkt på gærdet?

Antboy er fortsat en fin og velment start for dem, der ikke er gamle nok til at se rigtige superhelte-film. Forhåbentlig bliver treeren selv en rigtig superhelte-film, for hele familien.

Følg @_oh_noe