BCNU (be seeing you)

Pigens far (Johannes Lassen) boller med sin kæreste. Han ringer kun til sin datter på samtaleanlægget, når han bestiller mad og skal høre, om hun skal have noget med.

Heldigvis har ”det lille uheld” - som han kalder hende – forbindelse til internettet. Google kan give hende svar på en ting eller to, og hun finder hurtigt ud af, hun har et par klare fordele dér.

Lykke Sand Michelsen giver os et troværdigt billede af en ung, usikker, identitetssøgende kvinde. Naivt og en smule skingert, hvilket passer fint til karakterens alder.

At være ung er en balancegang. Man kan tildrage sig en overvældende magt og opmærksomhed fra manden, men pludseligt er det alvor og det er ikke altid lige sjovt.

På sin rejse ud i et eventyrligt univers, med internettet og mobilen som trofaste følgesvende, møder pigen diamanterne og flødeskumskjolerne, men også betalingen der kommer efter.

På trods af et smukt, enkelt udtryk når forestillingen dog ikke helt ind under huden. Den forbliver ufarlig, selv når Pikachu viser sit grimme ansigt.

Men den har fat i noget rigtigt. Et minde om en skælvende, sårbar periode i alle pigers liv; mødet med sin seksualitet og andres forestilling om samme.

Forestillingen har en smuk og poetisk lys- og lydside, hvilket desværre dækker over en tynd og lettere forudsigelig historie. Via smukke billeder fortælles en beskidt og ensom historie, og selvom det er en fornøjelse med alt det grønne lys og et hav af plexiglas, gør det, at vi glemmer, hvordan det føles inde i pigen. Paladset med den rige mand er nok knapt så stort, ensomheden og usikkerheden en del større.

Hvis du kender en pige mellem femten og tyve, så tag hende i hånden, hun vil helt sikkert beriges mere end jeg.