pixel

Fucking Åmål

  • CPH Stage
  • premiere 11. juni 2018
  • 5.04

Fakta

DRAMA

CPH Stage 2018: 5. – 8. juni

Skuespilhuset, gæstespil af Hils Din Mor og Teater Vestvolden

Velkommen til et baby-barbie-univers med temaet sart lyserød. Gulv, hus, gardiner, kostumer, briller, vandflasker… you name it. I dette overflødighedshorn af lyserøde materialer udspiller historien om Agnes og Elin sig – og det gør den virkelig, virkelig godt.

Teenageklassikeren ’Fucking Åmål’ fra 1998 er ført up to date, samtidig med at der er holdt fast i ikoniske 90’er-elementer som fastnettelefoner og TV på hjul. Publikum tæller både nuværende teenagere, og dem, der var det i ’98, og som med forestillingen får serveret en portion nyfortolket nostalgi. 

Mia Lipshitz og Hils Din Mors Reumert-vindende teaterversion af ’Fucking Åmål’ er fuld af fine detaljer. En knallert kommer kørende, og straks står der en sky af knallertrøg op ad skorstenen. Karaktererne er dannet med lækre detaljer i kostumerne; den visuelle side er fuldkommen gennemført. 

Men også når det kommer til lydsiden, er ’Fucking Åmål’ noget for sig. Lyddesigner Jes Theede sætter musiknumrene sammen på en sådan måde, at man ønsker han skal være DJ til ens næste fest. Vi får Disclosures ’You & Me’, Agnes der fyrer den af i teenage-ekstase til Scorpions’ ’Wind of Change’ og selvfølgelig Robyns ’Dancing on my own’ henimod den opløftende slutning på en svær forelskelseshistorie. 

Forestillingen bærer præg af at være en ungdomsforestilling. Karaktererne er hårdt skåret op og der er fart over feltet. Replikkerne er sjove og sagt uden omsvøb. Hvis man ikke er til en sådan direkte spillestil, bliver det i nogle momenter en tand for skabet. Samtidig vinder forestillingen dog sin styrke hjem i karakterarbejdet, og især René Benjamin Hansen, der agerer stort set alle andre roller end Elin og Agnes, præsterer et forbilledligt karakterarbejde. Iklædt det ene mere latterfremkaldende kostume end det andet, holder han ubesværet fast i en troværdighed og seriøsitet, der løfter både humoren og følsomheden i personerne frem på bevægende vis. 

Christine Sønderris giver som Agnes en god kontrast til de øvrige, farverige karakterer. Som den mere jordnære og almindelige pige, kan vi identificere os med hende, og lykken er dobbelt så stor, når hun så faktisk, båret af Elins opmærksomhed, slår sig løs og skruer op for humøret. 

’Fucking Åmål’ er en velfortalt historie om, hvor ganske umiddelbart, og samtidig svært, det kan føles at blive forelsket i én af det samme køn. Det er følsomme øjeblikke blandet med et enormt mod, en ungdommelig optimisme og ikke mindst et ordentligt skud energi og scenekunstnerisk præcision. Om man er ung i dag eller var det i ’98 – eller længe før det – vil forestillingen sandsynligvis opleves klart og ærligt som et nypudset spejl til ens eget ungdomsliv. 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

seneste
film

Little Joe
4.02

Jessica Hausner
Undtagelsen
5.04

Jesper W. Nielsen
Sangklubben
3

Peter Cattaneo
The Kindness of Strangers
4.02

Lone Scherfig