Bring Her Back

Grapefrugt! Så simpelt og subtilt et kodeord, der danner base for et kærligt mini-ritual mellem bror og søster. Om kærlighed, sandhed og tillid, der bliver brudt, fordi større hemmeligheder, traumer og ritualer er sat i spil af en sorgramt plejemor. 

Det er nervepirrende godt og originalt gys fra de australske tvillinger Danny og Michael Philippou, som optimerer nogle af de samme temaer og motiver som deres første gyserhit ’Talk to Me’. Men ’Bring Her Back’  en meget mere helstøbt og skarpt fortalt, og med en eminent balance mellem det dybere psykologiske gys og den vilde bodyhorror. 

Teenagerne Andy (Billy Barratt) og Piper (Sora Wong) bliver efter deres fars død sat i pleje hos den tidligere børneterapeut og rådgiver Laura (Sally Hawkins), der har mistet sin datter i en drukneulykke. Piper er næsten blind og Andy er meget beskyttende overfor hende, hvilket Laura hurtigt sætter sig for at spolere, så hun kan få Piper for sig selv. Samtidig opfører den stumme plejesøn Oliver (Jonah Wren Phillips) sig skræmmende sært og synes at cirkulere om både et aflåst skur og en tømt swimmingpool.

Fra start ses flimrende videoklip af okkulte seancer, og gennem filmen rykker de grumme glimt tættere på og udvides til frygtindgydende overgangsritualer. Mixet toksisk med Lauras psykologisk manipulerende sorgtaklinger, hvor eksempelvis farens begravelse ender i en drukleg - til Timmy Trumpet & Savages ’Freaks’ - som får Andy til at afsløre sårbare familiedynamikker. Og snart går grapefrugt-koden i opløsning.

Philippou-brødrene har sublimt fokus på det psykosomatiske, for selv når bodyhorroren topper, tunes der ind på det mentale gys også. Helt exceptionel er scenen med en køkkenkniv og det efterfølgende klimaks som bliver filmens vendepunkt til det mere blodige og uhyggelige. Men det er aldrig platte jump scares eller overgearede effekter, det er snigende frygt og gru som suverænt flænser det sygeste sorgdilemma.

Stemningen opbygges stilsikkert med suspekte nærbilleder, skæve vinkler og insisterende cirkler. Forfærdende roligt og knugende, indtil vendepunktet hvor al tillid er brudt og traumerne får fuldt blus. Krydsklipningen ruller skarpere imens ritualerne intensiveres, kropsrædslerne bliver mere blod-klamme og horror-ækle, og de drønende regnmængder får helt særlig betydning. Og tilsidst flyder et slutbillede så smukt som det hele er grumt og tragisk. ’Bring Her Back’ er årets mest formidable gys, ganske simpelt. Grapefrugt!