The Card Counter

Takket være en velspillende Oscar Isaac i hovedrollen bliver det nogenlunde tåleligt at kæmpe sig igennem det dræbende langsomme tempo i ’The Card Counter’, som mest af alt virker som en film med spildt potentiale.

Efter 8,5 år i fængsel, genopfinder veteranen William Tell (Oscar Isaac) sig selv som professionel gambler og lever nu af at rejse fra kasino til kasino og spille kort. Han holder sig under radaren ved aldrig at gå efter den helt store gevinst og mistænkes derfor ikke for at tælle kort. Det er et stille og ret ensomt liv fyldt med rutiner – næsten som at flytte fra et fængsel til et andet. Men de mange daglige timer i kasinoets mørke, isoleret fra den virkelige verden udenfor, er samtidig en måde at holde spøgelserne fra hans tidligere liv nogenlunde i skak.

En dag opsøges han af en ung, vred mand Cirk (Tye Sheridan), som ønsker hans hjælp med at hævne sig på den tidligere oberst John Gordo (Willem Dafoe), som han bebrejder for sin fars selvmord. Tell tjente selv under Gordo, som delvis også var skyld i hans fængsling. Det ville være nemt at give efter for hævntanken, men Tell ser det som en slags syndsforladelse, hvis det lykkedes ham at forhindre Cirks destruktive planer og give ham muligheden for en ny start.

Det kræver penge og han accepterer derfor tilbuddet om et sponsorat fra den hemmelighedsfulde La Linda (Tiffany Haddish). Med Cirk på slæb kører de tværs gennem landet, mens han spiller sig vej til VM i poker i Las Vegas. Men i forsøget på at holde Cirk på den rene sti, hemsøges Tell af sin fortids mørke handlinger som forhørsleder i det berygtede Abu Ghraib-fængslet under krigen i Irak.

Filmen giver os løbende brikker med informationer og forsøger på den måde at opbygge en ubehagelig stemning, der insisterer på at vi skal se det grimme som (tilsyneladende) findes i alle mennesker. Historien har potentiale – det er interessant at bliver trukket rundt i en mands krakelerede sind, mens den dagsbogsskrivende Tell i en voiceover fortæller om den menneskelige moral eller mangel på samme, men den smule spænding det giver druknes af de evindelige og trivielle kasinoscener og det hele bliver et underligt antiklimaks.

Og slutningen, ja, den skal jo ikke afsløres, men måske var det de mange kasinooptagelser i manglende dagslys, der gjorde alle trætte, så man tog den nemme (og forudsigelige) løsning og forsøgte samtidig at puste filmen op til at gå for at være en thriller. Det er lidt tyndt.