pixel

Carnage

  • Roman Polanski
  • 5.04

’Carnage’ er en film, der taler til maven, hovedet, hjertet og den groteske lattermuskel. En vaskeægte dialogperle.

Når Polanski vil, er han nærmest urørlig. I 2010 fik vi thrilleren ’Skyggen’, som var effektiv som ind i helvede. Med ’Carnage’ får vi noget helt andet, men markant mere brillant: To par i en lejlighed, der skændes, så de beskidte ord og ironiserende kommentarer driver ned af væggene.

Det er i familien Longstreets (Jodie Foster og John C. Reilly) lejlighed i Brooklyn, skænderiet foregår. Deres søn har i Brooklyn Park fået slået fortænderne ud af familien Cowans (Kate Winslet og Christoph Waltz) søn. Nu skal denne frygtelige episode så tales igennem som ”voksne mennesker”. Uden at afsløre for meget, kan det roligt siges, at den øvelse ikke går synderligt godt.

Hele filmen foregår i lejligheden, hvilket gør den ekstremt dialogtung. Det ville ikke kunne fungere, hvis det ikke var fordi, skuespillerne gjorde det så fuldstændig formidabelt, som de gør. Jodie Fosters politisk korrekte men stadig ekstremt hykleriske Fru Longstreet er uovertruffen. Hendes dødssyge og underkuede mand i form af Reilly er en formfuldendt smilende, tikkende bombe.

Kate Winslets portræt af en visionær og fraværende mor er ypperligt, men bedst af alle er Christoph Waltz’ (jødejægeren fra ’Inglourious Basterds’) skruppelløse advokatkarakter, der konsekvent afbryder forældresnakken, fordi hans telefon ringer og ringer og ringer. De andre må høre på, hvordan han iskoldt vil sagsøge den ene og den anden, og hvordan han naturligvis fralægger sig ethvert ansvar.

Filmen igennem skifter personerne fra høj- til lavstatus og vinder sympati eller det modsatte på tværs af køn og familier. Det gør ’Carnage’, der er bygget på det franske teaterstykke ’Le Dieu du carnage’, til en fornem lille genialitet og til Polanskis bedste film siden ’Pianisten’.

For selvfølgelig er det svært for vildt fremmede mennesker at diskutere et slagsmål mellem deres drenge på 11 år, uden at miseren kommer til at handle om børneopdragelse, kompleksiteten ved at være forælder og ikke mindst parforholdsbånd. Det udfritter Roman Polanski på allerfornemste vis og så endda også filmisk fremragende.

For vi bevæger os nemlig aldrig ud af realtiden. Vi er i øjeblikket i samtlige af de 80 minutter ’Carnage’ varer. Polanski falder ikke for at vise noget fra fortiden, der kan forklare os, hvordan vores fire hovedpersoner er blevet, som de er.

Det må vi selv tolke og tænke over ud fra deres handlinger og ord. Med ’Carnage’ viser Roman Polanski, at han er ét af de seneste 40 års største filmgenier.

Mest læste

seneste
film

Sommerbogen
3

Charlie McDowell
Riefenstahl
5.04

Andres Veiel
Goodfellas
5.04

Martin Scorsese
Wild Diamond
4.02

Agathe Riedinger
Det skjulte
3

Joachim Lafosse
Black Bag
4.02

Steven Soderbergh

seneste
scene

Nemo
3

Sort/Hvid
Den store Gatsby
4.02

Operaen
Feberen
5.04

Skuespilhuset
Les Misérables
5.04

Betty Nansen Teatret
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling