Carrie

Scenen er kult: Tilsølet i blod tryner baldronningen et rasende ragnarok af en skoleafslutningsfest. Gyserdronningen Carrie White tilhører den absolutte elite, og temaerne er evigtgyldige. Handlingsmæssigt er dette remake nærmest identisk med gyserklassikeren af Brian de Palma, baseret på Stephen Kings første mestergys, men Carrie anno 2013 er shinet op til overmåde.

Som i sin fremragende gennembrudsfilm ’Boys Don’t Cry’ går Kimberly Peirce efter den medrivende og sensitive side af outsideren – i stedet for den excentriske. Med en dybere indsigt i karaktererne og deres handlinger samt et mere realistisk miljø. Det fungerer optimalt hjemme hos den hyperhellige mor, men i skolen bliver det hurtigt poleret, irrationelt og overgearet.

Hele syndebilledet er forstærket her, hvor to parallelle åbningsscener får blodet til at flyde. Oprindeligt helt naturligt, da det handler om kønsmodning i to forskellige aldre – men her til skam og plage. Det er en stærk start, særligt for kløften mellem det gammeldags og det moderne. Og heldigvis overdriver Peirce ikke de uundgåelige teknologiske tilføjelser.

Det mest afvigende fra Brian de Palmas (og Kings) mestergys er Carrie-karakteren. Selvom Chloe Grace Moretz er et skønt valg, er hun faktisk for smuk og spiller Carrie for sympatisk. Hverken sær eller skræmmende som Sissy Spacek var. Det er forståeligt, at man ikke tør nærme sig Spaceks ikoniske freak, men her lefles bare et pift for meget for den nutidige gysertrend med høj skønhedsfaktor.

Så er Julianne Moores spidsfromme moderdyr mere interessant. Hun ligner både heks og offer, og man fornemmer, at hendes sindstilstand fordærves af lige dele psykiske mén og åndelige griller. Hun er selvskadende og hendes bibelcitater er falske, hvilket skaber en foruroligende modernitet i hendes ellers så gammeldags udstråling. Præcis så man associerer til tidens religiøse fanatisme – underkuende, selvskadende og fortabt.

Det religiøse tema parret med seksualitet og mobning er evigt aktuelt, og ondskaben føles mere kalkuleret i vor tid, hvor vi mister uskylden tidligere. Så midt i al teen-skønheden bliver ’Carrie’ alligevel et frygtindgydende tidsbillede med en bragende elegant slutravage af telekinesisk magtmanifestation. Og noget blodsplat man aldrig glemmer.