Charmøren

En fortælling om at være uønsket i Danmark, men fra en helt uventet vinkel: Den almindelige mand, som prostituerer sig selv. Den vinkel gør at vi på en intens måde får en klar forståelse af hvor meget pres en uprivilegeret indvandrer er under, når han prøver at sikre sig et bedre liv i et rigere land.

Esmail bor i Danmark på lånt tid. Han er fra Iran, på vej til at blive deporteret efter to år i Danmark. Han bor på et luset lille værelse, men er konstant ulasteligt klædt i jakkesæt, og er gået fra kvinde til kvinde i to år for at finde en kvinde, der kan forsørge ham, så han kan blive i Danmark. Hans charmørveje har farlige konsekvenser, da det er mange kvinder, han kommer meget tæt på meget hurtigt. Og det er et farligt spil at hænge sin skæbne op på forsørgelse og andre menneskers kærlighed.

Da han møder persiske Sarah, er det også tydeligt at hendes persiske herboende familie, som gerne vil gifte deres datter væk til en persisk/iransk mand, stadig ikke vil lukke Esmail ind i deres familie, fordi han IKKE har fået en opholdstilladelse. Så han hører ingen steder hjemme og kæmper desperat for at blive lukket ind i drømmen om et bedre liv.

’Charmøren’ er et eminent og personligt indblik i hvad det vil sige at komme fra et underbemidlet land, og tage til et land som Danmark og søge lykken. Et indblik i hvor stor en pris det har. Hvor meget der er på spil. Et meget relevant indspark i indvandringsdebatten i Danmark.

Ikke fordi den fortæller noget vi ikke ved. Men åndedræt for åndedræt viser ’Charmøren’ i hjerteskærende scener hvor presset livet er, når man er asylansøger i et privilegeret nordisk land. Hvor desperat man kan blive, når man skal snyde og bedrage andre mennesker, med sig selv som indsats, for at få adgang til et bedre liv. Samtidig fremkalder filmen en meget nærværende bevidsthed om hvor utroligt privilegerede vi er som danskere, med det velfærdssystem vi har, og hvor lidt vi ved om hvor svært livet er i lande uden de privilegier vi har i Danmark.

Esmail spilles af svenske Ardalan Esmaili. Han bærer filmen og fører publikum med sit nærværende skuespil direkte ind i en fortvivlet mands handlinger, som har store konsekvenser for andre end ham selv. Han flankeres meget sikkert af karakteren Sara, som sikkert og intuitivt spilles af sangerinden Soho Rezanejad.

Men tag ikke fejl. Milad Alamis film behøvede ikke at handle om en indvandrer. Filmen kunne sagtens have haft en hvid mand i hovedrollen og stadig være interessant. Fordi den grundlæggende fortæller historien om et presset menneske. Og det gør Alami med usædvanlig sikker hånd: Det gode manuskript, den stilsikre klipning, de sparsomme, velvalgte replikker og en rolig, specifik personinstruktion, der larmer i sin stilhed, gør ’Charmøren’ til en eminent, dog enkel filmisk fortælling.

Men fordi filmen er lagt i Danmarks indvandrervirkelighed, bliver det her en film de fleste danskere burde se. Specielt Inger Støjberg. Især scenen hvor Esmail får et panikanfald på vej ind i et samleje med endnu en kvinde han forsøger at bedrage, går lige i mellemgulvet: Det gør helt ondt at vi privilegerede mennesker presser asylansøgere så meget, at de i deres liv når helt derud hvor de ikke kan bunde.

For dem er det liv eller død. Kunne de vælge at blive i deres eget land, med de muligheder der? Men ville vi selv gøre det? Og hvad berettiger OS til at presse dem, der ikke har noget, andet end at vi er dem, der sidder på flæsket, fordi vi blev født i et velstillet land? Den virkelighed bliver så tydelig, når filmen er slut og man roligt vender tilbage til sit eget liv med høje skatter, lægehjælp, sygesikring og såkaldt god dansk økonomisk vækst.